6. februar 2009

Den trange vej igennem dyrlægestudiet i 1870erne

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner


Vi følger stadig den unge veterinærstuderende Hans Madsens trange vej igennem veterinæruddannelsen, hvor de studerende endelig får lov til at vise, hvad de duer til blandt dyrene.

Eksamen var det store truende spøgelse, som de studerende prøvede at dygtiggøre sig til, og den praktiske gerning med dyrene kom ligesom i anden række. I klinikken gled det hele forbi uden noget videre udbytte, og hvis de vovede at spørge professor Bagge, fik de som regel et ironisk spørgsmål til svar, og hans assistent, løjtnant Begger, var mere løjtnant end kliniker, så der fik de heller ikke meget underretning af værdi.

Professor Stockfleths undervisning i kirurgi var praktisk anlagt, og da han også skrev bøger om emnet, var det hjørnestenen for de studerendes fremtidige virke som dyrlæger. Han havde selv været praktiserende dyrlæge, så han havde aflagt diplomatfrakken og den høje hat og gik i almindeligt simpelt tøj, men de studerende havde en knusende respekt for ham og ville gå i ilden for ham, hvis det skulle være nødvendigt.

Heller ikke Stockfleth brugte anticept under operationer, og de studerende blev nærmest advaret mod at fugtiggøre operationsstedet med afvaskning. Alligevel lykkedes det professor Stockfleth med held at operere kongens ridehest for strubepibning, hvorefter han blev hædret med Ridderkorset. Kongen kom ofte og så til sin ridehest under sygeopholdet, og hver gang gav han staldbetjenten en daler i drikkepenge, og som Stockfleht sagde: Ja, ja Madsen, det er dyrt at være konge.

Professor Prosch, der vistnok var en meget lærd herre og derfor var højt hævet over de studerende, underviste i husdyrbrug, hestens ydrelære og beslaglære. Han skulle omgås med den yderste forsigtighed, for ved den mindste forstyrrelse afbrød han sine forelæsninger, og en stor åre i panden svulmede synligt op, og så varede det en stund, inden han kunne fortsætte. Hans forelæsninger var nærmest uforståelige, for han benyttede lange indskudte sætninger med bidske sidehug til anderledes tænkende eller kritiske bemærkninger om det bestående, så det var svært at finde ud af hans mening om tingene. Heldigvis var han en flittig forfatter, men det var heller ikke så ligetil at forstå, hvad den lærde mand egentlig mente, for hans skrivemåde var tung med lange, indskudte sætninger, så det var svært at finde guldkornene.

Eksamen hos professor Prosch var et mareridt, og en bestemt episode gik ud i pressen. Den studerende trak en seddel med tre spørgsmål. Professoren læste dem op og sad ellers afventende med lukkede øjne. Den studerende bad om et spørgsmål ad gangen, hvorved professorens åre i panden svulmede op, og med et suk gentog han oplæsningen af alle tre spørgsmål. Den studerende begyndte at fortælle om det første spørgsmål, og da han holdt en pause, bemærkede professoren, at det kunne man have fået at vide af enhver røgter. Den studerende rejste sig nu op og bemærkede, at han troede, han var kommet til eksamen for at blive eksamineret og ikke for at blive holdt for nar. Professoren blev aldeles rasende og forlangte, at skolebetjenten øjeblikkelig skulle smide den karl ud af lokalet, og senere blev skolens direktion anmodet om at bortvise eleven fra skolen. Det skete dog ikke, og næste år gik eleven igen til eksamen hos professor Prosch i et stuvende fuldt auditorium, og eleven havde været så forudseende at engagere to stenografer til at nedskrive, hvad der blev sagt under eksamen. Igen trak den studerende en seddel, hvis spørgsmål blev læst op af professoren, og ellers sagde han ikke et ord, medens eleven forklarede om de stillede spørgsmål. Efter 20 minutter endte seancen med en kort tak fra professoren. Resultatet blev, at den studerende fik et slet, men da han i de andre fag stod sig godt, fik han alligevel sin eksamen og blev dyrlæge.

Docent Bay, der var uddannet læge og lærer i veterinær retslære, var af en helt anden skuffe, selvom han i sin brede duknakkede skikkelse altid gik rundt, som grundede han over hele verdens problemer. De studerende fik altid et venligt nik, når de svingede med hatten for ham, og han tog sig faderligt af dem til forskel fra de fleste andre lærere. Bay gav privatundervisning i patologiens hemmeligheder, og meget var af nyere dato end det, der blev doceret af professor Bagge, og for første gang hørte de studerende noget om bakterier.

Da der opstod en stor koppeepidemi i København, vaccinerede Bay de studerende med original kokoppelymfe, som han havde erhvervet sig ved at indpode et par kvier, der stod på skolen. Nogle af podningerne slog ikke an, og så blev der taget lymfe fra den ene studerende til den anden, hvilket Bay dog ikke var så glad for, og han holdt formaningstaler om, hvor farligt dette var, idet sygdommen kunne overføres.

Efter anden dels hovedeksamen skulle de studerende deltage på ambulatorisk klinik under ledelse af professor Stockfleth og nu med ret til at foreskrive medicin til syge dyr. En halv snes såkaldte kandidater bemandede vagtstuen, der havde til huse i den østlige ende af Søndre Sidebygning. Dag og nat blev der holdt vagt for at modtage syge dyr til indlæggelse på skolens klinikker eller for selv at behandle de syge dyr. Vagtstuen var en tarvelig lille stue uden operationsbord og næsten heller ingen instrumenter, men der var da et gasblus, en kulovn, en hestehårsbetrukket sovesofa og et lille skrivebord.

En nat blev Madsen vækket og blev bedt om at følge med til byen i en droske for at se til en kat, der var meget syg. Det var et flot hjem beboet af en del gamle damer, og deres elskede kat var ved at takke af, og de forlangte, at katten skulle have en smertefri død med cyankalium. Det kunne bestemt ikke gøres i hjemmet, så damerne blev overtalt til at bringe dyret til skolen. Dengang kendte man ikke kloroform som aflivningsmiddel, og blåsyre turde Madsen heller ikke indlade sig på, så der var ikke andre apparater end en blok og en hammer, hvilket dog måtte holdes hemmeligt for damerne. Katten blev pakket ind i et tørklæde, og den ene dame fulgte med for at passe på, at dyret kom ordentlig af dage, og bagefter få den udleveret til en anstændig begravelse. Med besvær blev damen overtalt til ikke at overvære eksekutionen, da det nok kunne gøre hende lidt ked af det, så Madsen gik alene lidt afsides, så dyret kunne få det dræbende slag på blokken. Efterfølgende fik Madsen ikke sovet meget, for han frygtede, at han i skyndingen ikke havde fået taget livet tilstrækkeligt af dyret, og han var også bange for, at henrettelsesmetoden skulle blive opdaget.

En anden nat blev Madsen purret ud af en bondemand, og i rasende fart kørte de til Vangede, da han havde en ko, der led af trommesyge. Fremme på gården stod en mængde mennesker omkring den syge ko, og en ung mand stod med en trokar (skarp stilet, der bevæger sig inde i en kanyle), men han kunne ikke få den i koen, da han mente, den skulle jages ind i ryggen. Hurtigt fik Madsen stukket trokaren i vommen, og der udstrømmede en mængde luft, som der blev høstet stor anerkendelse for, og så blev han kørt tilbage til skolen i lidt roligere tempo.

Næste morgen stod bondemanden der igen og berettede, at koen stadig var meget syg, og heldigvis kom professor Stockfleth til og beordrede straks praksisvognen spændt for og fyldt med så mange kandidater, som den kunne rumme. Fremme befølte professoren koen, og beordrede ejeren til at hente en spand varmt vand. Da bondemanden var væk, blev koen vendt i båsen, så uvedkommende ikke kunne se, hvad der foregik, og ud blev der af koens hals fisket et stort stykke roe, som professoren gemte i lommen, hvorefter koen blev vendt igen, så den stod, som da bondemanden gik ud. Koen havde det pludselig meget bedre, og da den var blevet vasket med det varme vand, var den så god som ny. På vejen hjem blev den lidt bævende kandidat beordret til at sidde ved siden af professoren, som meget hensynsfuldt viste roestykket frem og fortalte om hvilke symptomer, der havde ledt ham til at kikke i halsen. Bondemanden fik aldrig noget at vide om, hvad der egentlig havde været galt, og så var både skolens og professorens renommé blevet reddet.

En søndag morgen kom en mand kørende og forlangte at få professoren i tale, da han havde en halt hest hjemme. Det passede ikke lige professoren at tage af sted, men han ville sende en solid mand med. Professoren fik lige hvisket til Madsen, at det var en meget vanskelig og yderst hidsig mand. Hvis det gik godt, blev man indbudt til at spise frokost med ham og blev siden kørt hjem, men hvis ikke, var det uden frokost, og man skulle gå hele vejen hjem. Så gik det ud ad Bülowsvej til Strandvejen, hvor manden boede, og kandidaten fik lokaliseret skaden til betændelse i hoven, hvorimod manden bestemt mente, at det måtte være senerne. Da de havde skændtes i et stykke tid, fik kandidaten dog lov til at skære i hoven, hvorefter en masse puds flød ud. Kandidaten blev anmodet om at spise frokost med manden og blev siden kørt hjem til skolen, hvor han dog måtte love, at professoren kikkede ind ved lejlighed, for man kunne nu ikke rigtig stole på disse unge veterinærer.

Mange gange var Madsen med på hjemmebesøg sammen med professoren, og det halve år på ambulatorisk klinik under professor Stockfleths ledelse gik alt for hurtigt. Den 2. maj 1873 var Madsen færdig på skolen, men det var sært at forlade vagtstuen og sige farvel til professor Stockfleth.

Efter at have underskrevet edsformularen på kontoret drog Madsen bort fra skolen som nyudklækket veterinær, og han nedsatte sig som dyrlæge i Fåborg, hvor han virkede i mange år. I begyndelsen blev praksis besørget gående, men siden hen blev der så meget arbejde, at der var råd til at anskaffe en ridehest, og så følte han sig som en rigtig dyrlæge.

Rundt omkring på Fakultetet står der buster af berømte og hæderkronede professorer, der har haft deres virke igennem tiderne på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Professor Stockfleth står lige til højre for indgangen til Anatomibygningen på Grønnegårdsvej, og en sådan hædersmand bør man altid nikke venligt til. Mig bekendt er der heldigvis ingen, der har følt trang til at få lavet en buste af professor Prosch.