Dyrlægestudiet anno 1868

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Dyrlægestudiet i vore dage har sikkert forandret sig en hel del, siden Hans Jensen Madsen mødte op den 21. august i det herrens år 1868 for at læse til dyrlæge på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. De nævnte navngivne personer i denne historie har sikkert været meget dygtige, men ikke alle har haft en udpræget pædagogisk sans, så det var nærmest et under, at der kom dyrlæger ud af studiet.

Den unge Hans Jensen Madsen mødte kækt op på kontoret, hvor han blev modtaget af den gamle fuldmægtig Jokumsen, som udleverede en undervisningsplan. Efter en høflig forespørgsel om, hvor han som veterinærstuderende skulle begynde arbejdet, blev han henvist til at læse i planen. Det var et digert værk og med en masse fremmede navne, så det var nærmest umuligt at hitte ud af, hvor en vordende dyrlæge skulle begynde eller gå hen. Madsen gik over i hovedbygningen og kikkede sig omkring og traf en ældre herre, som ikke gav skolen det bedste skudsmål, for han havde selv gået her i adskillige år uden at få en uddannelse ud af anstrengelserne. Heldigvis mødte Madsen også nogle andre unge mennesker, og i fællesskab fandt de ud af, at de på første del skulle lære fysik, kemi, zoologi og botanik.

Næste dag startede fysikundervisningen kl. 9, og kun et kvarter over kom en tynd herre nikkende ind med faste fodtrin, og det viste sig at være docent N.J. Fjord, der skulle undervise i fysik. Madsen havde aldrig før stiftet bekendtskab med fysik, og Fjord gik straks i gang med indledningen Mine Herrer, og så holdt han et foredrag over fysikken med en tydelig jysk accent, som Madsen havde ganske svært ved at forstå. Da klokken ringede, forlod Fjord lokalet med et let buk, og Madsen var meget skuffet, for han havde håbet at få en anvisning på en bog, som han selv kunne studere. Han skulle nu indstille sig på kun at få kundskaberne ind gennem øret.

Næste forelæsning om kemi med professor Barfod gik ikke bedre. Barfod var en pertentlig herre med silketørklæde om halsen, og ved den mindste udsigt til blæst eller regn var han iført galocher, 2 paraplyer og en stok. Når de studerende ærbødigt hilste på ham, nikkede han altid venligt, men til forelæsningerne talte han med en meget sagte stemme, medens han slyngede om sig med tegn og bogstaver på grundstofferne. Heller ikke han gav nogen anvisning på bøger, hvor der kunne læses om de mærkelige ting, de studerende for første gang hørte om. Alle disse tal og sære kemiske forbindelser gjorde Madsen fortvivlet, men søge råd og vejledning hos dherrer professorer turde de studerende bestemt ikke, dertil holdt de lærde sig højt hævet over dem.

Professor Schiødte forelæste om zoologi, og selvom det var udmærkede poetiske foredrag, var det nærmest underholdningsforedrag, og der var ikke meget, der kunne bruges til eksamen. Til faget var der dog Lytkens og Krøyers lærebøger, men det var Schiødtes store fornøjelse at gøre nar af disse bøger. Til gengæld så fordrede Schiødte til eksamen en del stof, som ingen studerende mindedes at have hørt det mindste om i hans foredrag, så de følte sig også i det fag meget hjemløse.

Til gengæld var der helt styr på professor Johannes Langes forelæsninger om planter, og ekskursionerne var sande fornøjelsesture, og Lange svarede velvilligt på alle de spørgsmål, som de studerende kom med.

Efter sommerferien 1869 startede Hans Madsen på 2. del af veterinærstudiet, der den gang fordrede, at dyrlægen så sandelig selv kunne smede sine hestesko. Det havde også den fordel, at dyrlægen altid kunne skaffe sig nogle ekstraindtægter, hvis det kneb med indtægterne fra det veterinære.

Det var docent Westring, der var lærer i smedekunsten, og han var en underlig, fåmælt mand, der gav undervisning næsten uden at sige et ord. Ud af gamle hestesko skulle der først læres at smede sømten, og først når denne disciplin kunne udføres tilfredsstillende, fik de studerende lov til at smede hestesko. De fik anskaffet sig skødeskind, og så stod der 20 unge mænd og hamrede løs på det glødende jern. De var to om hver esse og ambolt og skiftedes til at slå med forhammeren på hesteskoene i en øredøvende larm. Det hændte ofte, at skoen røg ud af tangen efter et fejlslag, og så fløj de glødende sko op i luften, så det var bestemt ikke et arbejde uden farer. Hr. Westring listede rundt og kikkede på, og hvis der var noget, der ikke passede ham, tog han resolut tangen med det gloende jern og viste med hammeren, hvorledes arbejdet skulle udføres, men for at høre om han sagde noget samtidig, skulle man tage sig i agt for at bøje sig ned, da man kunne risikere at blive ramt i panden af hammeren. Når de studerende også havde fået lært at smede søm, så kunne de gå til eksamen i beslagkunst, og Madsen, der havde håndelag for smedekunsten, fik af censor, professor Stockfleth, tildelt et rent ug, der var en meget sjælden karakter i det fag.

Det største og sværeste fag var anatomien, der blev forestået af etatsraad professor Bendz, der var en yderst nobel herre, der alene med sin fine fremtræden indgød den dybeste respekt. Han mødte altid op til forelæsningerne i sort diplomatfrakke og blankpudset fodtøj, og han gik til sagen som til en uhyre hellig handling. Han havde et enestående talent for med få streger at illustrere tingene på den sorte tavle. Han havde altid meget travlt for at nå det store pensum igennem, men det lettede meget, at han havde skrevet en ypperlig lærebog i faget, hvilket de studerende savnede meget i andre fag. Det var utænkeligt, at nogen skulle vove at henvende sig til etatsråden og stille spørgsmål, og han henvendte sig heller ikke direkte til en studerende udover til eksamen.

Undervisningen i dissektion var fattig og knap, for etatsråden gav sig ikke af med manuelle ting, så det blev overdraget til hans assistent, dr. Krabbe, der var en underlig tør mand, der aldrig sagde noget. Det var derfor ved at følge betjent Knudsen, at de studerende lærte mest, når de så ham fremstille præparater til undervisningen.

Om aftenen var de studerende overladt til sig selv, når de øvede sig i dissektion, og det gik ofte meget livligt til med baghåndskast af diverse kødstykker og organer. En aften trådte etatsråden pludselig ind, hvilket aldrig var hændt før, og på sin noble og elegante måde bebrejdede han de studerende, at de virkelig kunne nænne at profanere og tilsvine et lokale, hvis mage ikke fandtes i verden. Så i en tid derefter var der ro i dissektionslokalet.

Fysiologi blev forelæst sammen med anatomi, og etatsråden yndede på sin elegante og teatralske måde at træde et par skridt tilbage efter at have forevist præparater og tegninger og sige: Der ser De, mine Herrer, hvor vist Naturen har indrettet alt. De studerende fik nærmest en følelse af, at det var etatsråden selv, der havde fundet på, hvordan dyrenes fysiologi fungerede. At de studerende kunne have selvstændige meninger om tingene var udelukket, og de følte sig som lavtstående kroppe, der fik lov til at kikke ind i en sådan storhed og visdom.

Vigtige fag som patologi, indre medicin og farmakologi blev doceret af professor Bagge, som kom med lange filosofiske betragtninger om sygdommenes væsen og årsager godt krydret med ukendte fremmedord og latin. De studerende fik følelsen af noget sært åndeagtigt, som stammede fra en ukendt verden, der var svær at få indblik i.

Mikroskopi indgik dengang ikke i undervisningen, og der stod kun opstillet en række mikroskoper med historiske præparater, som de studerende forsigtigt kunne beskue, men selv at håndtere et mikroskop var aldeles udelukket, dertil var det et alt for fint og kostbart instrument.

Termometret blev ikke brugt til måling af legemstemperaturen, men den blev bedømt ved hjælp af åndedrættet, pulsslaget og den ydre legemsvarme. Mente man, at der fandtes feber, var det god latin at foretage en åreladning. Åreladningen havde den gode effekt, at når blodet strømmede ud, kunne folk virkelig se, at der blev gjort noget, og når så dyrlægen igen var mand for at standse blodstrømmen, steg agtelsen for ham betydeligt.

Professor Bagge var også forstander på den stationære klinik, hvor de studerende skulle gøre sig habile til at behandle de syge dyr. Professor Bagge mødte altid op på klinikken iført diplomatfrakke og høj hat, og manchetskjorten var ikke altid knappet fortil, så de studerende kunne se hans lodne bryst, når skjorten under bevægelserne åbnede sig. I den påklædning var det derfor ikke så underligt, at Bagge sjældent foretog sig noget, hvorved han kom i nær berøring med dyrene, så undervisningen bestod nærmest i en svævende teoretisk konversation om den foreliggende formodede sygdom.

Dengang kendte man ikke noget særligt til bakterier og deres indflydelse på sygdomme og heller ikke til antiseptik, men professor Bagge var alligevel begyndt at anvende karbololie ved sårbehandling. Professor Stockfleth kunne ikke indse nytten af karbololie, for han sværgede stadig til blåstensvand, og det var et forhold, der var meget desorienterende for de studerende, for de to herrer var censorer i kliniske fag hos hinanden, så det var ikke altid let at balancere mellem disse to synspunkter.

I næste afsnit følger vi stadig Hans Madsens vej igennem dyrlægestudiet blandt ofte koleriske professorer, men heldigvis var der også både dygtige og menneskelige væsener imellem.