Fra rakkere til de kongelige

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Da Veterinærskolen på Christianshavn i slutningen af 1700-tallet var oprettet, var det især på grund af kongens og militærets heste, der skrantede. De første dyrlægestuderende kom derfor især fra militæret, så det var overvejende korporaler og officerer, der var blandt de studerende. Officerer dengang var lidt finere end andre folk, så de havde selvfølgelig deres oppasser med, så de kunne få hjælp til at få støvlerne af og på og få dem pudset ordentlig.

Rakkernes ilde ansete erhverv

Det veterinære erhverv var dog i begyndelsen hverken agtet eller indbringende. De studerende beskæftigede sig jo med syge dyr, og hvis dyret døde, skulle der jo ofte foretages en obduktion for at finde årsagen, og i det hele taget foregik en del af undervisningen på den indvendige side af hestehuden, og det har jo nok trukket nogle blodige spor. At beskæftige sig med døde dyr var jo ellers rakkernes ilde ansete erhverv, så folk i byen omtalte da også Veterinærskolens medarbejdere som rakkerne på Christianshavn.

Veterinær, organist og klokker

Med hensyn til indtjeningen som dyrlæge mente man heller ikke, at der var kød nok på stillingerne, så ofte måtte dyrlægerne have forskellige bierhverv for at kunne forsørge deres familie. I Sverige, der fik en veterinæruddannelse nogle få år efter vores, blev det simpelthen bestemt, at de veterinærstuderende sideløbende med uddannelsen skulle have en uddannelse som organist eller klokker. Så var der jo også den fordel, at bønderne vidste, hvor de havde deres dyrlæge om søndagen, så de tog deres syge dyr med i kirke, og selvom det kneb med at lære dem fadervor, så kunne dyrlægen konsulteres efter gudstjenesten.

Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole rejste sig af asken

Efter tre års uddannelse gik de studerende op til eksamen og blev lempet ud i samfundet. I begyndelsen af 1800-tallet var der politisk og økonomisk nedtur i Danmark, og den ene ulykke efter den anden ramte det lille kongerige. Slaget på Reden i 1801, tabet af flåden til englænderne i 1807, statsbankerot i 1813 og Norge tillod sig så sandelig at rive sig løs. Det skrantende samfund påvirkede selvfølgelig også Veterinærskolen, der skrantede med, men de gæve dyrlæger fik redet stormen af med skindet på næsen dybt i bøgerne og i kadaverne. Efter at de værste af samfundets ulykker havde fortaget sig, opstod tanken om at samle den højere undervisning og forskning i veterinærvidenskab med jordbrug, skovbrug, husdyrbrug, havebrug og landmåling i én institution. Der gik dog flere årtier med diskussioner i udvalg og kommissioner, inden den endelige beslutning blev taget i Rigsdagen om etableringsloven af 8. marts 1856, og som en anden fugl Fønix skulle Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole rejse sig af asken. En passende grund langt ude på landet blev fundet i Solbjerg sogn, idet gården Rolighed var til salg, og ikke mindre end datidens førende arkitekt M.G. Bindesbøll blev hyret til at forestå det store projekt. Heldigvis blev byggeriet færdigt, inden de næste ulykker ramte landet med tabet af Sønderjylland til tyskerne i 1864, så inden da nåede vi heldigvis at få vores pragtfulde hovedbygning opført og få rødderne til Landbohøjskolen godt forankret i den frederiksbergske muld.