De første hundrede år

Af Søren Storgaard Jørgensen

tidl. lektor i kemi og Institutbestyrer ved Kemisk Institut, KVL, 1996-2002

I loven af 8. marts 1856 om den Landbohøjskole, der kom til at begynde sin virksomhed i nye bygninger på Frederiksberg i august 1858, står der blandt andet, at skolen meddeler højere undervisning for dyrlæger, landmænd og landinspektører og at dens anliggender bestyres af en direktør, der ansættes af Kongen, men at den specielle bestyrelse af undervisningsapparatet tilfalder lærerne ved skolen, som derfor have at aflægge eforiregnskaber.

Endvidere, at der ansættes 7 fastansatte lærere, nemlig 4 i veterinærvidenskaberne , 1 i kemi og farmaci, 1 i landøkonomi og 1 i landmåling. Herudover et antal docenter/lektorer.

Loven fastsætter også, at der skal være et undervisningsråd bestående af direktøren og alle de faste lærere og docenter. Rådet har en række konkrete og selvstændige detailopgaver og skal i øvrigt afgive indstilling til direktøren og resortministeriet, når det ønskes. Loven fastlagde således en styrelses- og organisationsstruktur, der stort set forblev kvalitativt uændret i mere end hundrede år. 

Strukturen kunne således holde til udvidelse af

1. Antallet af studieretninger: Havebrugs- og skovbrugsstudierne kom til i 1863, og mejeribrugsstudiet i 1921.
2. Antallet af studerende.
3. Antallet af ansatte og stillingskategorier. Lovens betegnelse faste lærere er formentlig valgt efter nogen omtanke, fordi Rigsdagen ved lovens behandling ikke kunne tiltræde forslaget om, at nogen af de faste lærere fik titel og aflønning som professorer. Faktisk varede det næsten et halvt århundrede før Landbohøjskolen formelt fik professorater på lige fod med Københavns Universitet. Men man kan sagtens finde, at både samtiden og eftertiden titulerede nogle af dem professorer alligevel! Efterhånden kom betegnelsen faste lærere til at omfatte lærere, som havde selvstændig undervisning og eksamen og dermed en fast plads i undervisningsrådet, hvad enten de var betegnet professorer, docenter eller lektorer. Øvrige stillingskategorier uden selvstændig undervisning var andre lektorer, amanuenser og (videnskabelige) assistenter. Disse behøvede ikke at være avancementsstillinger. Der er mange eksempler på, at personer kunne være assistenter/amanuenser hele deres arbejdsliv. Hertil kommer teknisk og administrativt personale, der ikke havde formel repræsentation nogen steder, men bare skulle gøre, hvad de fik besked på. I løbet 1900-tallet opstod der dog foreninger og faglige klubber for ikke-akademiske personalegrupper, som kunne repræsentere generelle synspunkter og opsøge direktøren og forelægge konkrete problemer..
4. Antallet af fagområder, eforier. Ordet er ikke defineret i loven og selv om f.eks. Ordbog over det danske Sprog heller ikke er til nogen hjælp her, så viser udviklingen, at de er kimen til de senere afdelinger/institutter. Eforiregnskab indebærer, at den enkelte faste lærer har en særskilt bevilling, der skal aflægges regnskab for. Det var heller ikke umuligt, at to eller flere kunne have en fælles bevilling, men i midten af 1900-tallet var der udviklet den praksis, at ethvert nyoprettet professorat medførte en særskilt driftsbevilling, hvilket jo igen medførte en voldsom vækst i antallet af enheder.

Højskolens første direktør, C.E. Fenger (1814-1884) var dr.med. og professor ved Københavns Universitet og samtidig politiker, men han var ikke lærer ved Landbohøjskolen. Ud over direktør for Landbohøjskolen blev han både minister og borgmester i København, dog ikke samtidigt.

Efter ham blev der efter hinanden udpeget en række direktører, der ikke ved ansættelsen havde haft nogen tilknytning til Højskolen, men som typisk var veltjente embedsmænd eller politikere. En enkelt undtagelse var anatomilæreren H.C.B. Bendz, der var konstitueret som direktør et år, 1869-70 og igen en måned, 1872.

Denne praksis fortsattes indtil 1916, da H.O.G. Ellinger (1857-1947), der både var professor i fysik ved Landbohøjskolen og konservativ politiker, blev udnævnt til direktør: Alle direktører, fra 1958 rektorer og fra 2007 dekan, har siden Ellinger været personer med en lang indsats på Højskolen før udnævnelsen til dens højeste post.

Allerede fra begyndelsen er antallet af lærere og fagområder dobbelt så stort som de 7 faste lærere, der er nævnt i lovteksten. Man har dog fra begyndelsen nøjedes med de enkelte læreres fagområder og ikke fået sat navne på de enkelte enheder. Når vi kommer efter år 1900 fremgår der indirekte navne i Højskolens årsberetninger i form af konteringer i det delregnskab, som var med i beretningerne den gang. Først fra midt i 1920erne får de enkelte enheder deres afsnit med navne i beretningerne.

I 1925 er antallet af enheder nu vokset til 31, altså mere end det dobbelte af det man begyndte med. Dette skyldes flere ting:

1. Opspaltning af veterinær- og landbrugsområderne i flere specialer, herunder at klinikkerne optræder som særskilte enheder

2. De tre nye studieretninger, havebrugs-, skovbrugs- og mejeribrugsstudierne.

3. Oprettelsen af helt nye, ikke mindst grundfaglige specialer, f.eks. inden for de botaniske fag. I 1924/25 anføres for eksempel også mikrobiologi og fødeklinikken som nyoprettede.

En fælles betegnelse for de enkelte enheder er ikke opnået i 1925. Mange kalder sig samlinger, vel en arv fra de tidligere århundreders naturvidenskab, der gik ud på at etablere samlinger af naturlige forekomster af planter dyr, mineraler, m.fl., som man kunne se på og ofte nøjes med det. Betegnelsen laboratorium er dog ved at vinde større indpas, at man nu også undersøger naturen, ikke alene, hvor den findes men også i laboratorier. Nogle bruger blot det neutrale afdeling.

Nogle enheder omfatter mere end et professorat, dette gælder f.eks. havebrugsafdelingen, mens de to skovbrugssamlinger A og B hver kun har en professor. Det forklares måske af en bemærkning i jubilæumsbogen fra 1958, at det var velkendt, at samarbejdet mellem de to skovbrugsprofessorer i tyverne ikke var videre intimt, medførende at fløjdøren mellem de to til hinanden stødende afdelinger var låst i over 20 år! 

I løbet af 1900-tallet kunne man godt finde andre eksempler på den slags både på Landbohøjskolen og på andre danske universiteter.

I loven fra 1856 er der ikke taget højde for, at de studerende kunne have en interesse i at fremføre fælles synspunkter af principiel karakter overfor højskolen end sige have indflydelse på styrelsen. Først i 1916 oprettes på studenterinitiativ De studerendes Råd (DSR), som året efter i 1917 får direktør Ellingers godkendelse som de studerendes fælles repræsentation overfor højskolens ledelse. Rådet kunne fremsætte forslag og fra 1936 kunne undervisningsrådet, hvis man ønskede det, høre DSR´s synspunkter i konkrete studiesager. I 1917 var noget af det første et forslag om indretning af et dametoilet, hvilket blev imødekommet. Det skete efter at en af de meget få kvindelige studerende på vers havde beskyldt højskolen for at bruge denne mangel som påskud til at udelukke kvinder fra studierne!

Ud over repræsentationen overfor ledelsen, har DSR over årene initieret og gennemført en lang række selvstændige aktiviteter til gavn for de studerende. Som eksempler nævnes her blot international studenterudveksling og forsyning med bøger og andet studiemateriale. Det sidste udviklede sig gradvis til den nu helt privatiserede forlag/boghandelsvirksomhed.

Omkring 1940 opdelte undervisningsrådet sig uformelt i fagråd/faggrupper, et for hver studieretning samt et for grundvidenskaberne, men det er først fra 1965, at betegnelsen fagråd optræder i årsberetningerne. Medlemmerne var de samme som undervisningsrådets medlemmer men fagrådene fungerede typisk som forberedende organer for undervisningsrådets beslutninger og kunne fremsætte forslag på eget initiativ.

I jubilæumsåret 1958 er antallet af enheder vokset til 49 ved oprettelse af nye selvstændige områder og en vis omrokering. Betegnelserne afdeling og laboratorium er nu stort set enerådende med de veterinære klinikker blandt de få undtagelser. Betegnelsen samling er forsvundet, selv om de tidligere etablerede samlinger fortsat fysisk eksisterer.

Hver afdeling/laboratorium har en enerådende født, dvs i kraft af sin ansættelse, bestyrer, som er professoren, undtagelsesvis en lektor, hvis der ikke er nogen professor.

Undervisningsrådet har skiftet navn til lærerforsamling og har nedsat et forrretningsudvalg, da forsamlingen blev for talrig til at være operationel. Betingelsen for at være medlem og beføjelser er de samme som før.

Det bør her nævnes, at Højskolen i perioden 1869-1958 havde et eksternt tilsynsråd, i begyndelsen kaldet tilsynsmændene, udnævnt af Kongen og hovedsagelig bestående af politikere og højtstående repræsentanter for landbrugsorganisationer og tilsvarende, 6-8 personer i alt. Indtil et stykke op i 1900-tallet deltog de aktivt i udformningen af institutionens udvikling. Men de havde ingen formel besluttende indflydelse og det ser ikke ud til, at de derefter har haft nogen særlig, eller i det mindste ikke nogen synlig, indflydelse. Et enkelt årligt møde med en direktørberetning om årets gang efterfulgt af en frokost synes typisk. Rådet gled ubemærket ud af årsberetningerne fra 1958.