Demokrati, opgang og nedgang

Af Søren Storgaard Jørgensen

tidl. lektor i kemi og Institutbestyrer ved Kemisk Institut, KVL, 1996-2002

I løbet af 1960erne begyndte der i den danske universitetsverden blandt studerende og yngre lærere at opstå en vis modstand mod professorvældet , det princip, at de der havde kvalificeret sig til og fået et professorat med et slag sad på alle beslutningerne, mens alle andre bare skulle rette ind. Hertil kom sidst i årtiet det generelle studenteroprør, som senere som noget positivt eller til grin - er blevet karakteriseret ved betegnelsen 68-oprøret.

For Landbohøjskolens vedkommende betød det, at man allerede i 1969 fik en ny kongelig anordning, der begyndte at rokke ved professorernes enevælde og indføre en vis medbestemmelse for ikke-professorale lærere og for de studerende:

1. Som noget nyt blev oprettet et konsistorium, der overtog lærerforsamlingens overordnede beføjelser. Konsistorium bestod af rektor, prorektor, administrationschefen (tilforordnet), 7 fagrådsformænd samt 3 valgte repræsentanter for de videnskabelige medarbejdere og 3 valgte repræsentanter for de studerende.

2. 7 fagråd efter samme faglige kriterier og med tilsvarende beføjelser som hidtil. Hvert fagråd bestod af alle områdets professorer og lektorer med selvstændig undervisning, suppleret med op til lige så mange valgte repræsentanter for andre videnskabelige medarbejdere og studerende. Og med mulighed for repræsentation for det teknisk/administrative personale (TAP).

3. For hvert studium oprettedes studienævn bestående af 3 valgte repræsentanter for lærerne og 3 repræsentanter for de studerende og med specifikke beføjelser på uddannelsesområdet.

Studienævnene havde allerede eksisteret med samme sammensætning, men kun som rådgivende organer, nogle få år tidligere.

Det ser ikke ud til, at styrelsesanordningen af 1969 umiddelbart fik nogen væsentlig indflydelse på antal og indhold af de faglige enheder. Dog begynder betegnelsen institut nu at optræde. I 1971 er der således 6 institutter typisk dannet på lokalt og frivilligt initiativ ved sammenlægning af flere tidligere afdelinger. Omvendt ses f.eks., at den tidligere havebrugsafdeling nu har opdelt sig i 3 afdelinger. Også på veterinærområdet er der kommet flere enheder.

Anordningen af 1969 var kun gyldig i få år, men det bør ikke forbigås, at der i disse år skete nogle skelsættende begivenheder i Landbohøjskolens historie:

Med oprettelsen af Ålborg Universitetscenter besluttede regeringen, at landinspektørstudiet fremover skulle ligge i Ålborg og dermed nedlægges på Landbohøjskolen. Omtrent samtidig oprettedes levnedsmiddelstudiet ved Landbohøjskolen.

Det var også i 1972, at det såkaldte valgsystem blev gennemført for landbrugs-, havebrugs-, skovbrugs- og levnedsmiddelstudierne. Det betød, at i stedet for de gamle stive studieplaner med en række faste undervisningstilbud, især kursusaktiviteter, der inden for de enkelte studier skulle bestås af alle studerende, så blev nu en meget stor del af studieaktiviteterne valgfrie for den enkelte studerende og der blev oprettet mange nye aktiviteter at vælge imellem.

Allerede i 1973 vedtog Folketinget en ny universitetslov, gældende for alle danske universiteter og højere læreanstalter, herunder Landbohøjskolen. Loven blev udmøntet i form af statutter, hvor Landbohøjskolens statut trådte i kraft fra 1974.

Under denne statut opretholdtes systemet med konsistorium, fagråd og studienævn, de sidste nu overbygget med et centralstudienævn, alle med fastsatte beføjelser. Den store nyskabelse var at alle organer fra nu af skulle vælges ved demokratiske valg indenfor grupperne videnskabelige (VIP), teknisk/administrative medarbejdere og studerende, dog med fastsatte talforhold mellem antal inden for hver af grupperne. De eneste fødte medlemmer var rektor, prorektorer og administrationschef. Rektor og prorektorer blev lige som institutbestyrere valgt ved særskilte valg. 

Alle ansatte plus nogle få studenterrepræsentanter inden for hver enhed udgjorde et institut/afdelingsråd, der var enhedens øverste myndighed. Bestyreren valgtes af rådet for et år ad gangen og var udførende, men havde kun få besluttende beføjelser.

Som det ses, udgjorde denne universitetslov et brud med den beslutningsstruktur, der i høj grad byggede på loven fra 1858. Men ud over at 1973 loven var i overensstemmelse med de holdninger, der i stort omfang herskede i det danske samfund i 1970erne, kan den også ses som en tilpasning til den faglige udvikling, der var sket på universitetsområdet i løbet af de forløbne godt 100 år.

I 1858, i det danske folkestyres barndom, var den enkelte faste lærer ved Landbohøjskolen enten alene om sit fag eller han havde ganske få uddannede eller ikke-uddannede hjælpere. I 1970 kunne den enkelte faglige enhed sagtens omfatte 10 20 ansatte fordelt på VIP og TAP ud over professoren. Og antallet af enheder var vokset til det femdobbelte. Og det var allerede accepteret, at de studerende burde have indflydelse på institutionens virke.

Men der var ikke rokket ved, at Landbohøjskolen som alle universiteterne fortsat skulle være selvstyrende. Sådan skulle det som bekendt ikke blive ved med at være, men der gik dog yderligere mere end 25, år før det blev ændret.

Styrelsesændringerne ser ikke ud til umiddelbart at have medført væsentlige ændringer i antal og indhold af de faglige enheder. Dog er der efterhånden flere, som går sammen og danner institutter, eller bare kalder sig institutter. Et enkelt institut (fjerkræsygdomme) består kun af een person i 1975! Landinspektør fagområderne nedlægges efterhånden som studiet flyttes, og der dannes nye afdelinger inden for levnedsmiddelområdet.

Men først i slutningen af 80erne bliver det klart, at tiden både af faglige og praktiske grunde er ved at løbe fra de meget små faglige enheder, og at der må et overordnet initiativ til strukturændringer i retning af større og fagligt klarere profilerede enheder, som så alle kaldes institutter. På initiativ af rektor Bent Schmidt Nielsen beslutter konsistorium i 1990 en struktur bestående af 14 institutter. Vittigt blev det sagt, at man byttede om på cifrene: fra 41 til 14 institutter.

Efter at universitetsloven af 1973 med den tilknyttede statut for Landbohøjskolen uden voldsomme ændringer havde været gældende i næsten 20 år, var samfundsudviklingen kommet så langt, at Folketinget vedtog en ny universitetslov i 1992/93 med en tilknyttet særstyreordning for Landbohøjskolen. Særstyreordningen opretholdt 1973-lovens bestemmelser om sammensætning af alle styrelsesorganer ved valg inden for persongrupper, men den centraliserede beslutningsstrukturerne og oprettede et eksternt repræsentantskab på 15 personer typisk repræsenterende aftagere af institutionens kandidater og forskning, men uden besluttende indflydelse på drift og udvikling.

Af konkrete interne ændringer kan nævnes følgende:

1. Fagrådene blev nedlagt og erstattet af tre faglige kollegier (husdyr- og veterinærvidenskab, plantevidenskaber og grund- og levnedsmiddelvidenskaber). Kollegierne fik mere begrænsede sagsområder end de tidligere fagråd.

2. Institutrådene blev erstattet af (mindre) institutbestyrelser valgt af instituttets personale og studerende.

3. Institutionen fik 2 prorektorer (en for forskning og en for undervisning), der blev formænd for konsistoriums henholdsvis forsknings- og undervisngsudvalg. Sidstnævnte overtog sagsområderne fra det tidligere centralstudienævn, som samtidigt blev nedlagt.

Særstyreordningen var gældende indtil den blev afløst en ny universitetslov i 2003. Undervejs indførtes mindre ændringer, men hen imod periodens slutning kom der mere væsentlig ændringer, så som indførelse en ekstern bestyrelse som øverste besluttende instans. Men der skete ingen væsentlige ændringer i institutstrukturen fra 1991 til 2004.