7. marts 2008

P.C. Abildgaard

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Midt i Det Biovidenskabelige Fakultets hjerte ved Grønnegårdsplænen står en statue af Peter Christian Abildgaard. Statuen er opsat af danske dyrlæger i 1910, men hvem var egentlig ham Abildgaard?

Norske aner

For at gå helt tilbage til rødderne så kom faderen Søren Abildgaard fra Flekkefjord i Norge, men høje fjelde og dybe fjorde var ikke nok for ham, for han var blevet tiltrukket af det videnskabelige miljø i København. Han var både et kunstnerisk talent og havde en alsidig videnskabelig interesse især i økonomisk naturvidenskab som brug af mergel og udryddelse af ukrudt. Hans mange interesser kastede dog ikke guld af sig, så det meste af sit liv var han ansat som arkivtegner-assistent for historikeren Jakob Langebæk. Men far Abildgaard fik et par prægtige sønner, hvor jeg her altså vil beskæftige mig med Peter Christian Abildgaard, der blev født i 1740.

Student uden SU

Æblet falder sjældent langt fra stammen, så allerede i en tidlig alder lærte unge Abildgaard at tegne, samtidig med at han blev indført i videnskaben af faderen, men da pengene var små, måtte Abildgaard allerede forlade skolen efter 5 klasse. For at studere naturvidenskab var den eneste mulighed dengang at gå i apotekerlære, men han ville så sandelig også være student. Om dagen var Abildgaard derfor apotekerlærling, nætterne blev brugt til kemiske forsøg og morgenstunden til skolevidenskaberne. Men student det blev han og kunne så fortsætte med at studere medicin, så han blev også læge, og det endda på trods af at SUen dengang var ret ringe.

Almindelig læge

I midten af 1700-tallet hærgede kvægpesten og lagde markerne øde, og den blev et vendepunkt for Abildgaard, for han rejste til den anerkendte franske veterinærskole i Lyon, hvor han studerede i 2½ år. Tilbage i fædrelandet var kvægpesten på retur, og interessen for veterinærmedicin var lille, så Abildgaard slog sig ned som almindelig læge. Han fik dog udgivet publikationen En dansk Heste og Kvæglæge som efter Kgl. Allernådigst Befaling var forfærdiget til Bøndernes brug og nytte.

Veterinærskolen

Struense, der selv var læge, fik gennem publikationen øje på Abildgaards kvaliteter, og han opfordrede Abildgaard til at grundlægge en veterinærskole. Abildgaard havde egentlig på det tidspunkt sagt farvel til veterinærvæsenet, men i 1773 fik han alligevel grundlagt Veterinærskolen på Christianshavn. Det påvirkede heldigvis ikke skolen, at Struense tabte hovedet til dronning Caroline Matilde, og Struenses efterfølger, Ove Høegh-Guldberg, der også var en fremskridtsvenlig mand, så vigtigheden af Veterinærskolen, som så blev overtaget af staten i 1776.

Mange jern i ilden

Selv om Abildgaard udviklede en forbedret udgave af hesteskoen, havde han også mange andre jern i ilden, så han kastede sig over en lang række andre videnskaber. Han var således den første herhjemme, der eksperimenterede med varmluftballoner. hvilket kulminerede med en opstigning af en luftkugle over Christiansborg 5. jan. 1784. Desuden lavede han mineralogiske undersøgelser af mineralet kryolit og påviste tilstedeværelsen af fluor og aluminium. Af de lidt mere kuriøse aktiviteter kan nævnes genoplivning af druknede sømænd med elektricitet, og undersøgelser af hvornår hundestejlers bændelorm bliver kønsmoden.

Abildgaard leverede tegninger til en lang række videnskabelige værker, og i protest mod naturvidenskabernes vanrøgt herhjemme oprettede han Det Naturhistoriske Selskab i 1789. Han var desuden stærkt involveret i bøndernes frigørelse og mente, at staten overhovedet ikke skulle blande sig i indbyggernes næringsveje.

Den 21. januar 1801 lukkede Abildgaard sine blide øjne, som der står på hans gravmonument på Assistens Kirkegård. Foruden en smuk tekst på gravmonumentet er der et relief af gudinden Artemis, som er et fælles europæisk symbol på fornuftdyrkelse. Og måske lige med undtagelse af bændelorme i hundestejler og druknede sømænd var Abildgaard en yderst banebrydende videnskabsmand, som vi alle kan være stolte af.