23. januar 2014

Emil Rostrup

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

I den Romantiske Have står der en stor buste af Emil Rostrup og fra sin høje piedestal skuer han ud over den gamle have. Siden busten er placeret i haven og ikke på de bonede gulve i Bindesbølls hovedbygning eller i rækken af buster ved Anatomibygningen, så må han jo på en eller anden måde have haft noget med botanik eller lignende at gøre, og det havde han så sandelig også.

Emil Rostrup blev født i 1831 på Lolland og allerede i drengeårene var han vant til at færdes i naturen og være sin egen læremester, så tidligt i sit liv kom han til at se på naturen med en naturforskers blik. Som ung mand arbejdede han en tid som skriver på Juellinge Godskontor hos sin far, godsinspektør og kammerråd Georg Rostrup. Det blev dog lidt for kedeligt med blæk på fingrene, så han sendte længselsfulde blikke mod vinduerne og hurtigt fik han taget sig en præliminæreksamen og senere en eksamen i anvendt naturvidenskab på Polyteknisk Læreanstalt.

I en længere årrække var han lærer i naturvidenskab og matematik på Skaarup Seminarium, indtil han i 1883 blev docent og senere lektor i plantepatologi på Landbohøjskolen. For Rostrup var der ikke noget med at hvile på laurbærrene, for han var hele tiden i fuld gang med forskellige tillidshverv lige fra statens konsulent i plantesygdomme til formand for både Frøkontrolkommissionen og for Det kongelige Haveselskab. Han blev også æresdoktor i Videnskabernes Selskab. Han udgav en mængde videnskabelige arbejder inden for floraen og deltog i udgravninger af såkaldte køkkenmøddinger fra stenalderen. Han interesserede sig dog specielt meget for svampe og fik udgivet et utal af mykologiske skrifter, afhandlinger og flere bøger og selvom bogen Danmarks Laver måske ikke umiddelbart er det mest ophidsende, blev det som mykolog og plantepatolog, at Rostup blev kendt i udlandet. Han blev derfor optaget i forskellige udenlandske selskaber og fik ofte besøg af interesserede udlændinge, der blev vist rundt i hans smukke og righoldige plantepatologiske samling på Landbohøjskolen. Vi må også lige have med, at Rostrup i en årrække var efor og formand for haveudvalget i Landbohøjskolens Have.

Det, som Rostrup er mest kendt for blandt almindelige borgere, er bogen Rostrups Flora, der var en uundværlig del i botanikundervisningen på landets gymnasier og lignende steder. Bogen indeholdt en bestemmelsesnøgle, der, hvis man var godt inde i den botaniske morfologi, kunne lede læseren hen til en bestemt plante, hvor der så var en lille beskrivelse. Hvis beskrivelsen så ikke passede, måtte man gå et eller flere skridt tilbage og prøve igen. Der var ikke noget med genveje via flotte farvebilleder, næ, næ, der var kun nogle få sort-hvide tegninger, og så var det bestemmelsesnøglen og en uundværlig lup, der kunne lede en frem til målet. Bogen udkom førstee gang i 1860 som en Vejledning i den danske Flora og den hed Den danske Flora eller i folkemunde slet og ret Rostrups Flora. I 1935 var man nået til 15. næsten uforandrede udgave, hvorefter den blev bearbejdet af C.A. Jørgensen og fik betegnelsen Rostrup/Jørgensen: Den danske Flora. Først i 1973 efter 20. udgave skiftede den igen navn og er siden udgivet ved forskellige redaktører under betegnelsen Dansk feltflora.      

Rostrup blev efterhånden også udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet og fik også en professortitel ved Landbohøjskolen. Selvom han livet igennem havde mange støvbolde i luften, virkede han altid støt og rolig på en jordvindende måde, så alt det hæsblæsende har altid ligget ham fjernt. Rostrup er blevet hædret ved, at der er blevet opkaldt en vej efter ham, ligesom det er sket for mange andre af Landbohøjskolens forskere. Da der kun er godt at sige om Rostrup, så kan man jo altid give hans buste en venlig tanke og et høfligt nik i forbifarten.

Rostrup behøvede sikkert ikke at benytte sig af det gamle professortrick, for når der tiltræder en ny professor i botanik, så hvisker den gamle professor til den nye: "Husk altid at gå forrest, når du er ude på planteekskursion med de studerende". "Hvorfor?" kunne den nye professor så spørge. "Jo, for hvis du ser en plante, du ikke kender, så træd på den og fortæl om nogle af de andre planter".