6. marts 2008

Harald Krabbe

- den islandske ekinokok-syges banemand

Af Kurt Buchmann, professor i fiskesygdomme, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU

 

Det er i marts måned i år 2008  ikke mindre end 170 år siden lægen og zoologen Harald Krabbe kom til verden i København. Denne danske videnskabsmand skilte sig på en række områder ud fra den akademiske mængde og har på grund af sin fremragende indsats indskrevet sig i ikke så få hjerter verden over. Men han er især kendt og berømmet for at have bidraget afgørende til udryddelsen af en af historiens værste svøber på Island, den invaliderende ekinokok- eller hydatidesyge som hærgede islændingene i næsten 700 år. Gennem det nittende århundredes sidste halvdel fik Krabbe nemlig bugt med sygdommen ved først at gennemføre en grundlæggende udforskning af problemet og dernæst ved at iværksætte en effektiv hygiejnisk uddannelse af befolkningen på Island. Ganske passende er hans dagbog fra de afgørende forskningsophold på Island i 1863-71 netop udkommet i en smukt bearbejdet og kommenteret udgave, som giver et levende indtryk af problemets omfang og alvor. Forskningsbibliotekar og veterinær Dr. Ivan Katic har igennem årtiers arbejde på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole omhyggeligt indsamlet et omfattende dokumentationsmateriale om Krabbes fortjenester. En pæn del af dette foreligger nu i et rigt illustreret værk, som Dr. Katic med støtte fra et udvalg af fonde netop har publiceret.

Den medicinske zoolog

Harald Krabbe blev oprindeligt uddannet som mediciner og forsvarede allerede i 1857 sin doktordisputats omhandlende fosforsyre-indholdet i urin! På de tider gennemgik de medicinstuderende på Københavns Universitet imidlertid en ganske grundig zoologiundervisning, og netop denne havde tilsyneladende haft en særlig opdragende indflydelse på Harald Krabbe, der siden viede en betydelig del af sit videre naturvidenskabelige arbejde til netop denne gren af biologien. Sidst i 1850erne tilbragte han således længere perioder blandt fremtrædende europæiske zoologer før han blev ansat som assistent på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg. Han blev i øvrigt senere en overordentlig produktiv anatomiprofessor på dette udmærkede universitet.

Ekinokok-sygen

I 1863 blev Dr. Krabbe af den danske stat sendt på en særlig mission til Island, der som bekendt før 1944 var en del af Danmark, og som derfor også fik speciel assistance fra den danske stat når det gjaldt veterinær- og humanmedicin. Og netop i 1860erne var der et udtalt behov for bistand. I de år havde man nemlig overordentlig store problemer med den såkaldte blæreorm eller ekinokok på Island. Ikke alene var husdyrene i vid udstrækning inficeret med de såkaldte ekinokokblærer, men mange mennesker blev invalideret af de selvsamme parasitiske organismer.

Hundens bændelorm var synderen

Gennem bl.a. Krabbes arbejde kunne man kortlægge sygdommens årsagsforhold og opstille klare grundregler og anbefalinger med henblik på dens bekæmpelse. Krabbes dagbog beretter om hans rejser i det islandske bondeland, og om hvorledes han undersøgte hunde, får og mennesker på sin færd. Tilmed gennemførte han flere infektionsforsøg med henblik på at klarlægge livscyklus for den invaliderende parasit. Ekinokok-sygdommen på Island skyldtes langtovervejende infektioner med snylteren Echinococcus granulosus, som er en bændelorm der involverer både husdyr og hunde. Den voksne bændelorm (som i øvrigt er en lille sag med en længde på få millimeter) lever i hundens tarm, hvor der produceres masser af ormeæg i dens få led, som regelmæssigt kvitteres med hundens afføring. De utallige snylter-æg vil, hvis de indtages af et får, udvikle sig til væskefyldte cyster forskellige steder i organismen, men specielt i dyrets lever og lunger. De generende cyster kan have en størrelse på op til ti centimeter i diameter. Blærerne indeholder forstadier til nye bændelorm, der udvikles når de kommer over i en hundetarm. Når vore firbenede venner æder indvolde (slagteriaffald) fra hydatide-befængte får vil hunden nemlig på den vis blive inficeret med bændelormene, der hurtigt udvikler sig til voksne snyltere i hundens tarm. Det var da heller ikke ualmindeligt at finde tusindevis af de små bændelorm i hundene. Hvis mennesket træder ind i denne livscyklus, som ellers fungerer fint mellem hund og får alene, og indtager bændelormens æg vil de i løbet af få måneder udvikle sig til ekinokok-blærer i det uheldige individ. Og i mennesket begrænser hydatidcysten ikke sin optræden til lever og lunger, idet også andre organer samt centralnervesystemet kan blive ramt. Alt efter placering, størrelse og antal kan disse parasit-stadier selvsagt invalidere patienterne, hvilket også ofte var tilfældet på Island i 1800-årene. En sådan infektion som overføres fra dyr til mennesker er hvad vi i dag kalder en zoonose.

Den islandske zoonose

Adskillige sekvenser i Krabbes dagbog illustrerer særdeles livagtigt hvorledes diverse islandske patienter fik forringet deres livskvalitet på grund af hydatid-sygen. Ikke alene generede selve parasitten gevaldigt, men den tids operative indgreb (punktering af cysterne) kunne også give anledning til en del sygelighed. Frigivelse i patienten af blærens væske er ikke til at spøge med og Krabbes beretning om de ikke-helede sår efter lægens virke kan sandsynligvis stadig berøre vor tids læsere. Krabbe estimerede efter et temmelig omfattende arbejde, at ikke mindre end 28 ud af 100 hunde på Island var inficeret med den famøse bændelorm, som altså var årsag til hele misæren. Desuden påviste han, at de fleste får og køer var inficeret med mellemstadierne, ekinokok-cysterne. Det kunne derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, at også den humane befolkning i Nordatlanten var pænt afficeret af de sygdomsfremkaldende parasitblærer. Krabbes meget forsigtige vurdering af infektionshyppigheden hos islændinge på de tider var, at mere end 2 procent af befolkningen var ramt så det kunne mærkes.

Udryddelseskampagnen 

Harald Krabbe udgav i de følgende år adskillige artikler og instruktive skrifter med henblik på at påbegynde udryddelsen af ekinokokken på Island. Klartskuende som han var, lagde han dog ikke skjul på at kampagnen først ville resultere i håndgribelige resultater efter adskillige år, måske generationer. Ikke desto mindre fik han godt fat i befolkningen i et imponerende pædagogisk projekt. I et forståeligt sprog (islandsk) fik han udgivet en lille bog, som indprentede nødvendigheden af flere forholdsregler, som måtte iagttages. De kan kort opsummeres som: 1)Begrænsning af hundeholdet på Island, 2) Behandling af hundenes bændelorm-infektioner, 3) Destruktion af slagteriaffald, 4) Forbedret hygiejne, 5) Forsigtig omgang med hunde og deres ekskrementer. I kølvandet på Krabbes skrifter fulgte adskillige lokale publikationer om emnet. Denne sag blev heldigvis hvermands eje, og i årene der fulgte blev denne specielle del af parasitologien mere eller mindre en del af det obligatoriske pensum i skolen.

Det hjalp

Krabbe påbegyndte sine parasitologiske studier af ekinokokken på Island i 1860erne og i 1869 blev bekæmpelses-kampagnen officielt sat i værk, hvilket relativt hurtigt gav resultat. Senere obduktioner af islændinge har vist, at personer født efter 1900 praktisk taget ikke var inficeret med de hårdhudede parasit-cyster. Rapporter fra slagterierne viste desuden, at man med få undtagelser ikke påviste ekinokokker i får, køer, heste eller svin, og som et ekstra vidnebyrd om succesen har det vist sig, at hundene på Island praktisk taget ikke længere er inficeret med skurken Echinococcus granulosus. Det går altså godt i nordatlanten hvad angår løsningen af dette problem og vor egen professor Krabbe kan tilskrives en ikke ubetydelig del af æren. Den instruktive dagbog, som Dr. Katic så nydeligt har præsenteret for os, er spændende læsning og er på trods af det historiske tilsnit meget aktuel. Selvom ekinokok-problemet er løst på Island florerer infektionen stadig talstærkt i mange lande verden over. Udviklingslande i Afrika og Asien har alvorlige problemer med snylteren, men selv i europæiske lande optræder infektionen sporadisk. Sidst men ikke mindst illustrerer historien et mønstereksempel på udryddelsen af en infektionssygdom i en befolkning. Samarbejdet mellem forskerne, den primære sundhedstjeneste, pædagogerne, skribenterne, lovgiverne og ikke mindst befolkningen fungerede i denne sag upåklageligt og kan være et eksempel til efterlevelse. Harald Krabbes dagbog kan derfor være gavnlig lekture for både lægfolk og professionelle.

Harald Krabbe: Dagbog fra Island, Ferdasaga (1863, 1870, 1871). Udgivet af Ivan Katic, Veterinærhistorisk Forskning, Kandrups Bogtrykkeri.