7. marts 2008

E.N. Viborg

Kilde: Hjalmar Friis i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave 1979-84

Erik Nissen Viborg (1759-1822) studerede først teologi og orientalske sprog, men "af Frygt for ikke at blive en god Religionstaler" opgav han efter tre års forløb teologien og kastede sig over studiet af "fysiske, mathematiske og naturhistoriske Videnskaber". I hele studietiden måtte han erhverve sit udkomme ved undervisning. De naturvidenskabelige studier bragte ham i forbindelse med P.C. Abildgaard, der opfordrede den "raske, flittige og fordomsfrie" unge mand til at lægge sig efter veterinærvidenskaben.  

Efter et års studium ved Veterinærskolen blev Viborg 1783 ansat som lektor. Samme år vandt han Videnskabernes Selskabs guldmedalje for en prisopgave om metoder til undersøgelse af luftens renhed og sundhed og uagtet han endnu ikke havde offentliggjort noget botanisk arbejde blev han - ligeledes 1783 - ved Martin Vahls afgang ansat som lektor ved Den Botaniske Have. 1787 vandt han Videnskabernes Selskabs pris for et par afhandlinger om byg og sandvækster. På kgl. befaling udarbejdede han 1788 sidstnævnte afhandling til et skrift til brug for klitbeboere. Samme år skrev han også om taksens giftige virkning på husdyrene. Viborg holdt forstbotaniske forelæsninger, men interesserede sig især for den økonomiske botanik og offentliggjorde senere afhandlinger over forskellige planters betydning som fodermidler, lægemidler eller gifte. Han arbejdede ivrigt for at fremme piledyrkning og udgav 1800 en større, af Landhusholdningsselskabet belønnet afhandling om aspe- og pilearter. Særlig betydning fik hans arbejder om flyvesandets dæmpning ved hjælp af de forskellige sandvækster. For denne vigtige sag virkede han, der i 1790 blev ansat som inspektør over sandflugten, med iver og dygtighed.

Det var dog veterinærvæsenet, der blev hans vigtigste virkefelt. I maj 1787 tiltrådte han med offentlig understøttelse en studierejse, der varede tre år. Han besøgte veterinærskolerne i Hannover og Dresden, stutterierne i Hannover og schæferierne i Sachsen, opholdt sig længe hos Wollstein i Wien og studerede i Ungarn indgående kvægpesten, der just hærgede dette land; han besøgte Lyon og Alfort og lærte en hel del hos den berømte Lafosse fils i Paris. Fra denne rejse er der opbevaret en mappe med dagbøger mm. Fra disse rejser har han medbragt en hel del bøger. Overalt søgte han med iver at indhøste kundskab, således også med hensyn til svinets behandling, men om dette dengang så foragtede husdyr kunne han intet få at vide på veterinærskolerne. Han måtte søge til "Natmænd, Skarprettere og overtroiske Hyrder for at høre noget om dette Dyrs Svagheder".

Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til 2. lærer med titel af professor. Han underviste nu i plantelære, anatomi, beslaglære, husdyrbrug og i kirurgiske operationer. Ved Abildgaards død 1801 blev Viborg udnævnt til skolens forstander og førstelærer samt til sekretær ved direktionen for stutterivæsenet og Veterinærskolen. Som forstander læste han afvekslende i alle de forskellige lærefag undtagen medicina forensis, men stadig varetog han husdyravl, ydrelære og sygdomslære.

Viborg beskæftigede sig hele sit liv meget med husdyrbrug. Om fåreavlen i Sverige, Sachsen, Slesvig og Holsten skrev han flere afhandlinger og 1800 udgav han med Abildgaard bogen Veiledning til en forbedret Faareavl og de spanske Faars Behandling i Danmark og Norge. Hans interesse for svinet førte til, at han i 1804 udgav en bog om Svinets Behandling som Huusdyr, der dels omhandler dets racer, opdræt og pleje, dels dets sygdomme. Hesteavlen interesserede ham stærkt; han har vel ikke skrevet meget derom - vigtigst er hans historiske oversigt over Danmarks hesteavl 1800, om hvidfødte heste 1803, om frugtbarheden i stutteriet 1815 og hans ydrelære 1821 - men han fik under sin lange embedsvirksomhed en meget stor indflydelse derpå. Desværre var han som stutterimand næppe heldig, idet hans anskuelse af for nær slægtskabsavl var den væsentligste årsag til ufrugtbarheden i Frederiksborg stutteri og til hestens aftagelse i størrelse førte til vidtdreven krydsning med fremmede racer. Man har tillagt Viborg den væsentligste skyld for stutteriets ødelæggelse, men nutidens hippologer ser dog mildere på hans virksomhed på dette område. På kvægavlen synes han ikke at have øvet væsentlig indflydelse; han arbejdede for indførelse af schweizerkvæg.  

Størst betydning fik Viborg som dyrlæge. Hans overordentlig talrige, små og store afhandlinger  findes amlede dels i de fem bind Sammlung von Abhandlungen für Thierärzte und Oekonomen, 1795-1807, dels i tre bind af Veterinaer-Selskabets Skrifter (1808-18). Ved disse arbejder vandt han et berømt navn ikke blot herhjemme, men også i udlandet.

Som leder af Veterinærskolen arbejdede Viborg ivrigt og med held for dens udvidelse. På undervisningens område synes han at have fortsat den gode tradition fra Abildgaards dage, der navnlig gik ud på at uddanne dygtige praktiske dyrlæger. Skolen nød da også i hans tid stor anseelse og ikke få udlændinge studerede ved den, Mindst heldig var han vistnok i valget af sine medlærere, idet han foruden sin brorsøn Carl Viborg tillige fik ansat dennes bror, Erik Rasmus Viborg, der synes at have været temmelig ubrugelig. Da Carl Viborg senere ligeledes omgav sig med nære slægtninge, hans søstersønner With og Tscherning, ligger det nær at tro, at omsorgen for familiens forsørgelse har spillet en vel stor rolle i den Viborgske slægt.   

Viborgs interesse for det almennyttige bragte ham til energisk at bekæmpe fordommen mod spisning af hestekød og han lod selv det første hesteslagteri indrette i København. Det overdrevne hundehold søgte han energisk at bekæmpe og han fremkaldte afskaffelsen af den gamle natmandsinstitution (rakkere). Dyrlægernes stilling søgte han at støtte og forbedre ved i nogle år at uddele til dem Veterinær-Iagttagelser, hvori han samlede dels skolens, dels danske eller fremmede dyrlægers erfaringer. 1807 stiftede han et videnskabeligt veterinærselskab - Societas fautorum rei veterinariae. Selskabet fik ikke få udenlandske medlemmer og i de tre bind af dets skrifter, der udgaves af ham som dets sekretær, findes værdifulde afhandlinger.  

Viborg besad fra sin ungdom et godt helbred og stor var hans flid og arbejdsevne. Som 50-årig begyndte han at skrante og led siden jævnligt af stensmerter. Hans arbejdsiver formindskedes dog ikke, men på en rejse i Jylland fik han i 1819 et apoplektisk anfald, der næste år fulgtes af et nyt, som næsten lammede begge sider af legemet. Han beholdt dog evnen til at skrive og i de følgende to år skrev og udgav han flere arbejder. Efter et tredje anfald i marts 1822 førte han kun en vegeterende tilværelse, indtil han døde. Han blev efter sit ønske begravet i skolens medicinalhave på Amager og på graven rejste elever og venner et smukt monument, udført efter tegning af C.F. Hetsch og med indskrift af Molbech. (Monumentet står nu ved Landbohøjskolen mellem Nordre Sidebygning og Hovedbygningen).   

Over Viborgs karakter er der fældet ugunstige domme. Carl Viborg siger, at onkelen "ikke var af de Mænd, der havde eller kunne have mange saakaldte Venner". En hård og hensynsløs natur har han da uden tvivl haft, men en utrættelig iver for at virke og gavne har han også besiddet. Pengegridsk var han ikke. Trods sin fremragende stilling efterlod han sig ingen formue, tilsatte endog sin hustrus. Han var selv sparsommelig, men hjalp mange fattige slægtninge.