Fakultetets stolthed revnede med et brag

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner 

Festauditoriet i Bindesbølls hovedbygning der går for at være Nordeuropas smukkeste auditorium, blev den 29. maj år 2000 ved 17 tiden raseret af en eksplosionsulykke, og hele herligheden faldt sammen som et korthus for vinden.

Eksplosionen var så kraftig, at alle ydervæggene i festauditoriet blæste ud, og mursten, støv og jernvinduer lå i dynger 10-15 meter ude på græsplænen. Mirakuløst var der ingen mennesker i lokalet, så ingen kom overhovedet noget til, men vi havde da en gartnerelev, der havde gået og plantet vedbend lige uden for bygningen, hvor der nu lå murbrokker i dyngevis, og hun var lidt rystet, da hun kom næste dag.

Der var også et halvt hundrede studerende, der sad i et af nabolokalerne og havde eksamen ved eksplosionen. Pudset raslede ned, og væggene slog revner, men lokalet holdt, og heller ikke her kom nogen til skade, men mon ikke de også var lidt chokerede. Denne del af hovedbygningen blev efterfølgende lukket af i omkring et halvt år, indtil det var bedømt, at bygningen var sikker at befærde.

Ulykken skete i en såkaldt ingeniørgang med rør og ledninger imellem Søndre og Nordre Sidebygning og med en sidegang ind under Festauditoriet. Nogle håndværkere havde ikke fået lukket ordentlig for en gasflaske, og gassen var sivet ud i gangene, indtil der på et tidspunkt blev tændt for en kontakt, der afgav en gnist. Ingeniørgangen skød i fuld længde op af græsplænen i 20-30 cm højde, og døre og dørkarm blæste ud i de to sidebygninger, men det svageste punkt var åbenbart auditoriet. Jeg kan berolige kommende gæster i Festauditoriet med, at ingeniørgangen nu er sløjfet og kastet til.

Samme dag som gaseksplosionen var Havens personale gået over til ukrudtsbrændere med gas, og vi havde en gasinstruktør herinde for at vise os, hvordan vi skulle behandle brænderne, og hvordan man kontrollerer for udsivende gas m.m. Overskriften i TV-avisen lød om aftenen: Landbohøjskolen er sprunget i luften efter en gasulykke. Instruktøren fik lige et chok, og tidlig næste morgen ringede han og spurgte, om vi havde det godt. Det kunne vi så berolige ham med og også, at hans gasudstyr var uden skyld i ulykken.

Bygningen er fredet, men alligevel var der tanker fremme om at bygge et helt nyt, moderne auditorium. Heldigvis så besluttede man at genopføre den oprindelige bygning, som den var, og det blev en opgave for arkitektfirmaet Erik Møllers tegnestue, med kgl. bygningsinspektør Jens Fredslund i spidsen. De gamle mursten tænktes først genanvendt, men de var alligevel for ødelagte, og det var for bekosteligt at afrense dem for gammel mørtel. Vore dages maskinfremstillede mursten er fuldstændig ens og ganske kedelige uden de gamle stens håndstrøgne glød og små fejl. Heldigvis kunne teglværket Falkenløwe stadig kunsten at fremstille sten på den gammeldags maner med kærlig håndstrygning og brænding i en gammeldags, kulfyret ringovn. Facaden blev igen muret op i fuld mur med 3 lag sten, og de 72 cm tykke mure står, hvor de står, uden moderne forstærkninger.
Ligeledes blev bygningens tagkonstruktion reetableret med de oprindelige tømmerdimensioner, og alle samlinger i spærkonstruktionen blev udført som i de gode, gamle dage med tap og not. Det var bestemt en udfordring for tømrerne N.A. Nielsen & Søn, idet alt skal tilpasses præcist på alle ledder og kanter, da det er træ, der fastholder træ.

Det tog omkring 2 år at få rejst bygningen igen, og så skulle man i gang med malerarbejdet, som tog yderligere omkring 1 år, hvor 5-8 konservatorer lå oppe under loftet og malede. Malerfirmaet Nielsen og Kroman fik under ledelse af konservator Line Bregnhøi sammen med konservatorerne fra Nationalmuseet rekonstrueret hele udsmykningen ned til den mindste detalje. Dog er der en enkelt lille detalje, som er ny. I starten lovede vores dekan Per Holten Andersen 1.000 kr. til den, der kunne fortælle forskellen på den gamle og den nye bemaling. Mig bekendt var der ingen, der kunne, men hvis man kikker op på solsejlet og finder den vilde kørvel, så er der to kålsommerfugle den ene sidder i buketten, og den anden flyver lidt ude i luften. Da kålsommerfuglene har næsten samme farve som kørvelen, skal der virkelig kikkes godt efter, men de kan ses fra gulvet med det blotte øje. De to små sommerfugle er så de nye maleres lillebitte fingeraftryk, og det skal være dem vel undt.

Selve væggene fik også igen de originale farver tilbage, som stadig kunne ses under de gamle lag af maling, så det var med glæde, at 1972-restaureringens heftigt gule igen blev udskiftet med pompejifarverne. Desuden fik grisen, der også i 1972 var blevet gyselig griselyserød sin oprindelige sortbrogede farve igen.

Selvom det gamle rum er splinternyt, så har man heldigvis benyttet lejligheden til at rette op på fortidens fadæser, især fra renoveringen i 1972. Sæderækkerne er nu igen smukt buede, ikke helt som fra starten, men meget bedre end de lige rækker. Samtidig er sæderne blevet polstret, og der er kommet lys og mikrofon ved hvert sæde. Hvis man undrer sig over, hvad de to store halvrunde buer på gulvet ved de to indgange skal bruges til, så er det ikke for, at man kan gemme sig, hvis man kommer for sent til et foredrag og lige kan smutte på plads, når foredragsholderen vender ryggen til nej, det er for akustikken. Netop akustikken er blevet rigtig god igen, og hvis man taler almindeligt højt, kan alle i auditoriet høre også uden mikrofon. Så er der selvfølgelig også installeret en superduperprojektor til fine billeder på vægskærmen, og det kræver kun den udvidede ledvogtereksamen med projektoroverbygning for at kunne betjene apparatet. Noget, der derimod er nemt, er at mørklægge lokalet, for et let touch på computerskærmen får de store lystætte skærme til at skyder op fra undergrunden og dække de store vinduer.

Den store dag til genindvielsen af Festauditoriet blev 20. maj 2003, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe beærede os med sin tilstedeværelse. Gardehusarerne havde inden da spillet ude på Forpladsen, og personligt stod jeg ude i nærheden af Kongeporten med mit barnebarn Nanna, der var i prinsessealderen, i favnen. Kareten holdt et kort øjeblik lige ud for os, medens hestene tog bestik af den snævre Kongeport, og sikkert milevidt fra den gængse hofetikette fik jeg i befippelse hilst på majestæten med et friskt Hej. Hun vinkede og smilede og fortsatte i kareten ind i Indergården til modtagelsen og videre ind i det festudsmykkede auditorium, hvor der duftede af frisk linoliemaling.

Da det oprindelige Festauditorium i sin tid af kong Frederik den Syvende blev indviet, var gartnerne også inviteret med, men det skulle ikke så være denne gang, og det nærmeste vi kom noget jord ved denne indvielse var, at landskabsarkitekt Andreas Bruun havde sørget for at få genetableret Grønnegårdsplænen efter byggerodet. Jeg har hørt, at der var musikalske indslag, og at der blev holdt taler af alle de personer, der havde været med til at få projekt Festauditorium rejst af asken igen, så jeg tror at alle og ikke mindst dronningen fik en god dag.

Dette store projekt med at få rejst det smukke Festauditorium af ruinerne kostede den nette sum af 36 millioner kr., og da der ikke var andre til at betale, blev det os selv skatteyderne, så tak for det; men aldrig er skattepenge givet så godt ud.
En anden pudsig ting er byggetiden, for da Landbohøjskolen i sin tid blev bygget, gik der 2½ år fra loven blev underskrevet, til hele skolen blev indviet, og i vore dage tog det næsten 3 år bare at genopføre Festauditoriet.
Her i bakspejlet var det faktisk slet ikke så tosset med den eksplosion på grund af de mange forbedringer, især i forhold til restaureringen i 1972. Nu har vi et splinternyt, gammelt auditorium, der virkelig er værd at vise frem og stadig er vores allesammens stolthed.