Festauditoriet - fakultetets stolthed

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner 

Festauditoriet er som toppen af kransekagen på professor Michael Gottlieb Bindesbølls smukke hovedbygning fra 1856-58. Auditoriet er vores allesammens stolthed, og enhver gæst på Fakultetet får med ærbødighed forevist rummet, og når gæsterne uvægerligt siger åh og ih og næh hvor er det flot, så føler man glæde ved at repræsentere et sted, der har så smukt et auditorium.

Festauditoriet, der i sin tid blev kaldt den store læsesal, ligger midt i hovedbygningen, og via den næsten lige så smukke forhal med Salys hestestatue kommer man ind i det store, lyse rum med de høje jernvinduer. Rummet er ottekantet og virker nærmest som et amfiteater med stolerækkerne skrånende op, så alle kan se, hvad der foregår på podiet med talerstolen.
Oprindelig gik stolerækkerne endnu mere rundt om podiet end i vore dage, men der har været flere restaureringer af auditoriet først i 1882, senere i 1913, og den største gennemgribende restaurering var i 1972. Ved den sidste gik det grueligt galt, idet to arkitekter, ja, jeg nævner ingen navne her, ændrede den amfiteatralske opbygning af stolesæderne til lige, sorte, maskinfremstillede træbænke. Hele ideen med rummet var ødelagt sammen med den ellers gode akustik. Det gode ved denne restaurering var, at alle dekorationerne i rummet blev fotograferet af Nationalmuseets konservatorafdeling, og det blev af uvurderlig betydning senere.

På Bindesbølls tid var det tidens trend at kræse lidt for det romantiske, og selve den 3-længede hovedbygningen med de store stensøjler beklædt med vin skulle illudere en norditaliensk herregård. I den store læsesal er illusionen videreført, idet rummet skal forestille et amfiteater med en illusion af, at forelæsningerne finder sted under åben himmel. Derfor er der udspændt et stort solsejl over tilhørerne, og den blå himmel kan ses ude langs siderne og i solsejlets midte, hvor der dog i fordums tid (fra himmelrummet) hang en lampe, der kunne hejses op og ned.

Solsejlet er dekoreret med forskellige borter hele vejen rundt. Yderst ses et udvalg af skovens, markens og havens fugle, og længere inde findes 32 minutiøst malede Flora Danica buketter af vilde, danske planter. Nogle tror, at loftet er en kuppel, men det må være et optisk bedrag, for det er fladt som en pandekage.

I loftshøjde ind mod bygningen er der en række nicher med husdyr malet af maleren A.P. Madsen, og selvfølgelig sådan som datidens husdyr så ud. Ved at studere dyrefriserne nærmere, kan man se, at der i den forløbne tid er sket en vis udvikling, som Landbohøjskolen godt kan have en del af ansvaret for. Den røde malkeko blev i sin tid malet som den sortbrogede race, men det var lige på den tid, at den mere ydende, røde malkeko slog igennem, og med sådan et moderne sted som den nye Landbohøjskole måtte malerne male koen om, så den blev rød. Siden er den røde malkeko blevet svagelig med for lange yvere og for tynd mælk, så da den sortbrogede i dag er altdominerende, burde koen måske igen males sortbroget.

I de to store nicher ved indgangsdørene ses havens blomsterflor, der i ranker vælder ned ad den buede væg, hvor dygtige malere har skabt en illusion om en række relieffer. Hele rummet er malet i stærke farver med den nederste del i persisk bjergrød, medens overvæggen op til luftudsmykningen er lys okker, og det er begge farver, der blev anvendt i Pompeji, og som Bindesbøll var meget fascineret af.

Udsmykningerne i rummet er ellers af Georg Christian Hilker, der var tidens store dekorationsmaler med over 50 store arbejder rundt om i landet. Han havde også arbejdet sammen med Bindesbøll om dekorationen af nogle af lofterne på Thorvaldsens Museum, så de to herrer kendte udmærket hinanden. Hilker havde også rejst i Italien og især besøgt Rom og Neapel, så han var også bidt af den italienske kunst og ikke mindst af, hvad Pompeji kunne vise ham af oldtidskunst, og derfor er der også i Festauditoriet indsneget sig lidt Pompeji i mønstrene på borterne foruden farvevalget i rummet.