Hovedbygningens fortælling

Af stud.hort. 2008 Bjarne Larsen

Der var en smuk gammel bygning, hvis facade vendte ud mod Bülowsvej. Med lidt god vilje lignede det hovedbygningen til en af vore gamle herregårde. Også omgivelserne med de store træer og det tilhørende haveanlæg bragte tankerne tilbage til en af de gammeldags herregårde på landet. På græsplænen, der vendte ud mod vejen, havde man placeret en flagstang; præcis som man havde det på en attenhundredetals herregård. Det var på denne flagstang flaget gik til tops den 8. marts 2008.

Et utal af gange havde den gamle hovedbygning set flaget gå til tops på denne flagstang. Faktisk havde der alt i alt været mere at flage for end ikke at flage for, når den gamle hovedbygning tænkte tilbage. Nogle sagde, at denne dag var noget særligt, fordi det nu var 150 år siden den gamle hovedbygning var blevet indviet. Det var hovedbygningen da godt klar over, men så ingen grund til at gøre mere ud af det. Den havde aldrig gjort noget stads ud af sig selv. Veltilfreds var den med at være hovedbygning. Den satte en ære i at passe sit arbejde som hovedbygning. Solidt stod den på den fede muld midt på Frederiksberg. År efter år var den blevet stående på samme sted. Havde den set vejret skifte, var den blevet stående. Havde den set tiderne skifte, var den blevet stående. Det agtede den at fortsætte med. Og der skulle mere end en 150 års fødselsdag til at imponere den.

Bygningen tænkte tilbage på den gang, den havde været et lille universitet, der havde ligget helt ude på Frederiksberg. Langt ude på landet, hvorfra den havde kunnet skue ud over markerne, så langt som til landets hovedstad. Efterhånden som byen var vokset, var universitetet blevet omkranset af byen. Men de gamle bygninger var ligeglade, for de lå trygt og godt omkranset af de store gamle træer. Hovedbygningen så på den gamle have, der var blevet anlagt samtidig med hovedbygningen selv. Den gamle have med den idylliske lille dam placeret midt på sletten og med skoven mod syd. Dag efter dag i de 150 år der var gået, havde haven lokket med sin pragt af blomsterrigdom og oplevelser. Havde på smukkeste vis afspejlet den romantiske havestil, som haven bar med sin helt egen værdighed. Præcis som parkerne ved de gamle herregårde i attenhundredetallet havde gjort det. Lokket med deres pragt, fordi deres lige ikke fandtes på jorden. Ved mødet med de gamle haveanlæg var folk blevet efterladt med forundring og respekt i sindet. Der var i 2008 ikke damer der bar lange kjoler og paraplyer for at skærme for solen. Ej heller herrer med høje hatte gik længere søndagstur i haven. Der fandtes ikke voldgrave hvis skråninger var dækket af skræpper, som vi forestiller os det i herregårdshaverne. Men der var i haven på Frederiksberg i 2008 et næsten intakt 150 årigt romantisk haveanlæg. Og det var det, der lokkede børn, unge og gamle til haven. Familier med madkurv og solbadende gæster gjorde flittigt brug af havens plæner.

Det var ikke længe siden, stedet havde heddet Landbohøjskolen. I dag stod der Københavns Universitet på det lille skilt på ydermuren, men det gjorde ingen forskel for hovedbygningen. Derfor besluttede den sig for at blive stående og se tiden lidt an. Man kunne jo aldrig vide, hvad tiderne ville føre med sig. I de sidste 150 år havde stedet altid været på forkant med begivenhedernes gang. Det var af den grund ikke nødvendigvis noget, man kunne tage som en selvfølge fremover, men det var en god ballast at have. En gang var unge mennesker kommet fra hele landet for at studere landbrugs- og veterinærvidenskab. Det gjorde de stadig 150 år efter. Men der foregik også meget nyt. Mange kom til stedet for at studere noget så mærkværdigt som bioteknologi. Så må det jo være det der er brug for i fremtiden, tænkte den gamle hovedbygning, og var i grunden godt tilfreds med endnu en gang at være på forkant med fremtiden.

Den gamle hovedbygning tænkte ikke videre over, at den nu havde stået på samme sted i 150 år. Den vidste godt, at den var blevet opført i 1858. Men det var ikke noget man omtalte blandt bygninger af denne kaliber.

Ofte talte den med de øvrige ærværdige gamle bygninger, den kunne se fra sin plads på gården Roligheds gamle jorder. Det var ofte de samme gamle bygninger den faldt i snak med om aftenen. De smukke gamle bygninger, hvis mursten bar arkitekternes sjæl, rummede mere end de nye bygninger, skønt bygningerne ofte var mindre. Det var ikke noget man stod og blærede sig med. Man forsøgte ikke at gøre sig til mere, end det man var. Man forsøgte bare at hvile i sig selv, og i kraft af dette var man vel også noget, tænkte den gamle hovedbygning. Det var egentlig ikke noget den snakkede med andre om. Det var mindst af alt noget, den pralede af. Den stod bare og tænkte det lidt for sig selv. En mand kom ud for at tage flaget ned. Sporadisk kastede han et blik henover hovedbygningens ydermure. Var der ydmyghed at ane i hans blik? Man kunne ikke afgøre det objektivt. På det gamle tag sad en enlig fugl. Man kunne ikke på afstand afgøre, hvilken fugl det var. Man kunne ikke afgøre, hvorfor den sad netop der. Man fik aldrig at vide, hvad den sang om. Man vidste kun, at solen gik ned bag de gamle mure, præcis som den gjorde det på en attenhundredetals herregård.