Klenodie genopdaget

Af tidl. vagtmester Knud Norby (fra Mit liv mellem dyr og mennesker i 70 år, 2013)

I 1979 blev det vores tur til at flytte ind i den nyopførte Ambulatorisk Klinik. .. En førstesal på vores bygning var blevet sparet væk. Til gengæld var Dyrlægevagten blevet udvidet med et Klinisk Centrallaboratorium, som vores professor havde kæmpet for i mange år. ..  Vi var ved at være færdige med at flytte Dyrlægevagtens inventar til det nye Centrallaboratorium, og jeg stod nu og kiggede på hesten, som var anbragt på væggen i venteværelset. Det var en figur, som jeg syntes hørte til på klinikken - den havde jo altid været der. Den var desværre i en lidt dårlig stand, da benet havde været brækket, og vi havde flere gange måttet reparere det med gips. Det var også blevet mode at skrive og tegne på vægge og toiletter, og hesten var ikke gået ram forbi. Der var tegnet en pil, som pegede nedad med en obskøn tekst. Der var ikke så meget respekt for den slags ting mere. Jeg var lidt i tvivl om, hvor jeg skulle placere skulpturen i den nye afdeling. Alle mine kolleger mente, at jeg skulle smide det gamle monstrum i containeren.

Jeg var aldeles ikke enig med dem og vidste af erfaring, at professor N.O. Christensen skulle spørges først. Jeg havde ved en tidligere lejlighed foræret et gammelt medicinskab til dyrlæge Eriksen, som han kunne bruge i Zoologisk Have. Det blev Christensen meget vred over, fodi han ikke var blevet spurgt, og jeg måtte hente det igen. Jeg fik nu fat i Christensen og spurgte om hans vurdering af hesten. Han mente også uden at tænke sig meget om, at den skulle smides ud, for den passede ikke ind i den nye kliniks stil. Jeg var klar over, at det ikke nyttede at tage den med hjem, for hvor skulle den stå, og min kone var af samme mening som mine kolleger. Jeg satte den derfor ned i afdelingens kælder under vores nye værksted. Efter et par uger var vi blevet færdige med indflytningen, og der var kommet mere ro på afdelingen. En sen fredag eftermiddag gik jeg ned i kælderen for at studere den nærmere. Jeg havde taget en trekantet tandrenser og en stiv børste med, og jeg begyndte forsigtigt at skrabe lidt af malingen af.

Jeg blev snart klar over, at hestestatuen var særdeles detaljeret, ja, selv hesteskosømmene havde den rigtige facon. Trensen (hovedtøjet) var mig en gåde - hvorfor var spændet placeret i nakken og ikke på kæbestykket? Min nysgerrighed var så stor, at jeg måtte op og spørge professor N.O. Christensen, som stadigvæk sad på kontoret, selv om klokken var over fem, og alle andre var gået hjem på nær den vagthavende dyrlæge.

N.O. Christensen havde som regel altid svar på sådanne faglige spørgsmål. Han spurgte mig, hvor jeg havde set det. Jeg svarede lidt modvilligt, at gipshesten stadig stod i kælderen, og den havde et sådant hovedtøj på. "Det vil jeg meget gerne selv se". Så begav vi os begge ned i kælderen. Han så meget på hesten, men havde ikke noget bud på problemet. Han ville dog gå hjem og prøve at finde ud af det.

Mandag formiddag gik jeg op på Veterinærmuseet og spurgte, om de kunne fortælle mig noget om den hest, som havde stået i vores gamle venteværelse. Jeg var specielt interesseret i dens hovedtøj. Museumslederen blev meget interesseret og lovede mig at undersøge sagen. Lidt senere kom N.O. Christensen. Han havde fundet forklaringen: "Det er et kamphovedtøj, som bruges, når man duellerer med lanser. Men det mest interessante er, at jeg tror, at det er en model af rytterstatuen - uden rytter - den som står inde på Amalienborg Slotsplads". Et par dage senere kom der besked fra museet, at man havde fundet hesten i Viborgs inventarlister. .. Hesten var nu pludselig interessant, og den skulle straks sendes ud på Konservatorskolen. Rektor var blevet orienteret og havde bevilget udgifterne til restaureringen. To flyttemænd fra firmaet Danmark skulle sammen med forvalter Jens Larsen påse, at den blev omhyggeligt pakket ned, og jeg havde fået strenge ordrer til ikke at røre den.

Efter godt et års tid dukkede hesten op. Vi havde i mellemtiden mistet vores professor. Han var blevet indlagt med en blodprop og skulle opereres i kransårerne, det vi i dag kalder en bypass. Det var en ny operation, som man lige var begyndt på. Han stod den desværre ikke igennem og afgik ved døden i 1983. Da hesten ankom fra Konservatorskolen i foråret 1984, havde man ikke tænkt på, hvor den skulle anbringes, så den kom i første omgang over på vores afdeling godt pakket ind. Der var under restaureringen blevet skrevet en fin afhandling om den. Da jeg blev klar over, at ingen havde gjort sig tanker om dens placering, fik jeg den geniale ide - syntes jeg selv - at den ville tage sig rigtigt godt ud i forhallen til Festauditoriet. Når man som gæst er inviteret til et fagligt eller festligt arrangement på KVL foregår det som regel i Festauditoriet. For at komme derhen går man først gennem Grønnegården, og for enden af gården åbner man den 4 meter høje mørkebrune hoveddør til forhallen. Her vil man så straks få en fornem kulturel oplevelse, idet ens blik falder på Salys hestestatue. ..

Jeg gjorde noget, som jeg aldrig havde gjort før. Jeg stak en lille nødløgn og bildte vores administrator Højby Hansen ind, at N.O. Christensen havde nævnt over for mig, at han syntes hestemodellen ville tage sig godt ud foran Festauditoriet. Det blev straks godtaget, og man fik Erling Michelsen fra snedker-værkstedet til at fremstille en montre, så den kunne stå der, uden at nogen kunne røre den. Dagen kom for den officielle modtagelse af den nyrestaurerede hesteskulptur. Fru N.O. Christensen skulle repræsentere sin afdøde mand og modtage den. Jeg var også inviteret og stod lidt bag ved de prominente gæster. Her fik vi en længere udredning om, hvor heldigt det var, at skulpturen var blevet reddet, og det var den kendte kunstner Saly, som var mester for den. Men desværre havde der været en vandal og skrabet i den ved munden og halsen. Jeg stod skamfuld og krøllede tæer og tænkte mit. Godt de ikke vidste, at det var løgn det med placeringen. Den historie holdt jeg hemmelig til mit fyrreårs jubilæum.    

Emner