Blandt hvaler og kongelige i Marmorhallen

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

 

I en del år havde der på højt plan været en heftig debat, om man skulle flytte hele Landbohøjskolen til et eller andet sted i det mørke Jylland for at peppe landsdelen lidt op. Under debatten, der varede i flere år, havde der været anlægs- og vedligeholdelsesstop på Landbohøjskolen, og det hele var godt i gang med at smuldre og blive til jord igen.

Endelig i begyndelsen af 1990erne skar undervisningsminister Bertel Haarder igennem og besluttede, at Landbohøjskolen fortsat skulle ligge på Frederiksberg, da det ellers ville være en alt for stor økonomisk udfordring. Dog må vi lige have med, at så sent som i 2004 var der igen røster fremme, denne gang fra en række jyske borgmestre om, at Landbohøjskolen ville ligge meget bedre ovre hos dem.

Og med de billigere boligpriser kunne man sikkert sagtens får de 1.700 videnskabelige og tekniske medarbejdere til at flytte med.Igen blev det manet i jorden. Vi vil ikke flyttes, for beliggenheden på Frederiksberg er perfekt, så Landbohøjskolen ligger, hvor den blev lagt i 1858, også selvom vi i mellemtiden har skiftet navn til Det Biovidenskabelige Fakultet.

Bertel Haarders beslutning medførte, at der blev bevilget en større sum penge for at få Landbohøjskolen udbygget med opførelse af nye undervisnings- og forskningsfaciliteter, såsom det nye Veterinær- og Jordbrugsbibliotek og to nye, store bygninger i hver ende af det gamle højhus.
Højhuset ligger mellem Rolighedsvej og Thorvaldsensvej på det område, der meget poetisk hedder Område 2, og i den del af Højhuset, der vender ud mod Thorvaldsensvej, ligger en bygning, der i 1996 blev opført efter tegninger af arkitekterne Dissing og Weitling.

Fordi Landbohøjskolen over en lang tidsperiode har udviklet sig ved knopskydning, har vi mange forskellige stilarter på vores bygninger, men alligevel skiller den nye bygning sig markant ud, idet yderbeklædningen er udført i stålplader. Det medførte da også, at daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen under et besøg spøgefuldt kaldte bygningen for Kasserollen, jævnfør den anden nye bygning i den anden ende af Højhuset, som en anden spøgefugl har kaldt Madkassen. 

Bygningen er trukket lidt tilbage fra vejbanen, og det har givet plads til en beplantning af mangestammede sukkerløn, der står i et par lange bede af vedbend. Noget der også karakteriserer bygningen, er de hundredvis af cykler, der altid er parkeret udenfor, men det er da bare dejligt at se, at de studerende har økologiske transportmidler.

Kasserollen indeholder i stueetagen en række dejlige auditorier samt det store lyse indgangsparti med marmorgulv og derfor kaldet Marmorhallen. Udenfor ved hovedindgangen står et af bygningens mange kunstværker i form af en stenskulptur, Frugt der åbner sig, udført af Sigrid Lütken. Det er typisk for kunstneren at hente motiver fra naturen, som hun så omformer til noget abstrakt, men dog bevarer den organiske form. Figuren blev skænket af Dansk Agronomforening i anledning af foreningens 100 års jubilæum. Nå, vi må nok lige have med, at Foreningen af Agronomstuderende også var med i gaven, og de havde samtidig 75 års jubilæum.

Når staten gennemfører store byggeprojekter, afsættes der samtidig midler til kunstnerisk udsmykning, og det er penge, der er bundet til kunst, og de kan ikke omveksles til investering i stinkskabe, computere eller andre praktiske ting. Pengene skal bruges til kunst, og derfor er vores fakultet ud over at være et forsknings- og undervisningscenter samtidig en guldgrube af forskellige kunstværker, også i Marmorhallen.

Lige indenfor til venstre i indgangsforhallen hænger tre billeder af Inge Ellegaard der tydeligt er inspireret af får, idet der er får på alle tre billeder, men ellers bier, et menneske og løse hænder.

Selve Marmorhallen er dejlig lys, fordi der er ovenlysvinduer, og i de tre store indgangspartier er der masser af glas og ellers indgange til de store auditorier. Lige til venstre for indgangen fra Thorvaldsensvej hænger nogle store røde oliemalerier af Mogens Magnussen, der er blevet doneret af De Månssonske Legater.Maleriet hedder Uden Titel, eller måske er det bare uden titel, for selv Mogens Magnussen havde ikke fantasi til at finde på en titel, da det ikke forestiller noget ud over forskellige røde farver.

Et andet stort kunstværk er Jes Fomsgaards 10 meter lange Anatomisk Frise, der viser hestens og menneskets anatomi som en slags gentagne skitser samt to gipsafstøbninger. Sammen med skitserne er der forskellige udregninger, og man kan godt stå og kikke på det en tid og prøve at forstå, hvad kunstneren vil fortælle beskueren. Billedformen tager afsæt i den moderne teknik i såkaldte eksplosionstegninger, og det er noget, jeg bestemt ikke har stor forstand på. Frisen er beskyttet bag glas, og når man prøver at fotografere den, kommer der et fantastisk genskin på fotoet, så det nærmest ser ud, som om tegningerne svæver frit i rummet.

Jes Fomsgaard er faktisk gammel frederiksbergborger, men ud over at han er født i kommunen, vides ikke, hvornår han drog ud i den store, vide verden. Siden han i 1978 fik sine første kunstværker med på Kunstnernes Efterårsudstilling og på Charlottenborgs Forårsudstilling, har han udstillet et utal af steder, som separatudstiller mest i Danmark. I gruppeudstillinger har han dog udstillet i det halve af verden lige fra Philadelphia, New York, Tyskland, Frankrig, Ukraine og til Gl. Strand for bare at nævne nogle af stederne.

Mit personlige yndlingsbillede i Marmorhallen er dog bestemt det store hvalbillede, og det er jo klart, at et hvalbillede skal være stort og ikke kan komme til sin ret på et A 4 ark. Hvis man ikke lige kan få billedet til at ligne en hval, så er det, fordi det er et hvalskelet, der har inspireret Maria Dublin. Hun har selv fortalt, at billedet er malet direkte på stedet ikke på en hvalkirkegård, men i Oceanhallen på Zoologisk Museum, hvor de store lærreder vakte stor interesse under processen.

I Marmorhallen har vi også et dejligt glasmaleri, og i de to nye, tilstødende auditorier 3-14 og 3-11 hænger der store malerier af Eske Kath og Lise Malinowski, begge doneret af De Månssonske Legater.

For nogle få år siden hed vores fakultet Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, og det navn forpligtede på en eller anden måde en repræsentant fra kongefamilien til at deltage i Landbohøjskolens årsfest den 8. marts. I gamle dage blev festen afholdt i Festauditoriet i Bindesbølls hovedbygning, men de seneste mange år blev pladsen alt for trang til sådan et arrangement, og meget kærkomment var Marmorhallen som skabt til formålet.

I dagens anledning blev hallen pyntet med smukke blomsterdekorationer og fremdrevne kirsebærgrene og nyudsprungne birkestammer. Festen blev holdt for Landbohøjskolens samarbejdspartnere ude i det ganske land, men en del af pladserne blev også givet til institutternes medarbejdere, og så kunne man lægge billet ind og være heldig.

Jeg har selv været med et par gange, og festen foregik på den måde, at præcis kl. 14 kørte Krone 1 op foran indgangen til Marmorhallen, og rektor tog imod iført en gylden rektorkæde. Dronningen og rektor bevægede sig derefter ind i 3-01, der er vores største auditorium med plads til omkring 300 mennesker. Alle de indbudte havde på forhånd bænket sig, og da dronningen trådte ind, rejste vi os i pæn ærbødighed. Herefter starter festlighederne vekslende mellem underholdning, prisoverrækkelser, små taler og den store festtale. Jeg kan ikke huske, hvem der holdt den, men det er utroligt, at man kan få noget interessant og morsomt ud af en tale med titlen Grønlandssælens spæklag. Medens festlighederne foregik i auditoriet, blev bordene dækket i Marmorhallen, og gæsterne kunne gå ud og smage på et væld af pindemadder, chokolader og æbler med KVL logoet og dertil nippe til et glas vin. Meget stilfuldt, og dronningen deltog selvfølgelig i traktementet. En af gangene ville jeg lige have et billede af dronningen, og jeg var godt klar over, at jeg ikke lige skulle stikke kameraet op i hovedet på hende. Jeg ville derfor bruge telelinsen, og meget diskret nærmede jeg mig med kameraet i hånden. En herre i et nydeligt mørkt jakkesæt standsede mig dog og sagde: Dronningen bryder sig ikke om at blive fotograferet, meden hun spiser, så vent til hun er færdig og går ud, så kan du tage billedet. Meget forståeligt, og hvis man fik et taget et billede, hvor dronningen ganske let åbner munden over en lillebitte pindemad, ville der straks stå i Se og Hør, at Dronningen er en grovæder. Så jeg listede stille af og koncentrerede mig om de delikate pindemadder, men måske for meget, for pludselig var dronningen forsvundet sammen med Krone 1.

I vore dage bliver Marmorhallen brugt til store internationale konferencer, og som et dejligt lokale for den årlige juletræsfest for medarbejdere, børn og børnebørn. Der har også siden været afholdt årsfester, men det er nu alligevel ikke helt det samme med en sangerinde fra X-faktor og en uartig stand up komiker, og slet ikke som i de gode gamle dage, hvor vi fik besøg af selveste Dronning Margrethe 2. af Danmark.

Emner