Dyr og fugle udi Fakultetets have

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Haven har i årenes løb været åsted for et rigt dyreliv, og det er ingen hemmelighed, at nogen dyr har været mere velkomne end andre. I mange år havde vi fx en rævefamilie boende under en rhododendron på Skyggehøjen. Vi var ikke specielt glade for rævene, for det var nysgerrige dyr, der gerne ville kontrollere, om vi nu havde lagt tulipanløgene ordentligt i jorden. Rævenes natlige aktiviteter gik dermed ofte ud på at grave nye bede op. Samtidig så de det som deres pligt at kontrollere, om der var noget spiseligt i papirkurvene, og en pizzabakke kan sagtens deles i et par hundrede mindre, afslikkede stykker. Rævene har vi imidlertid ikke set i et stykke tid, og de har i hvert fald ikke generet os. Så forholder det sig en smule anderledes med hunde, der på det sidste, uvist af hvilken grund, er blevet populært at lufte i Haven og det, selvom det er strengt forbudt både med og uden snor.

Nu står der faktisk ikke noget om, at man i vore dage ikke må have heste med i Haven, og før i tiden var det helt lovligt, da de i behandlingsøjemed blev trukket ned til Dammen for at afkøle deres syge hove. For et par år siden, da Haven endnu blev aflåst om aftenen, låste jeg selv af, og på en eller anden måde fik jeg overset, at nogen var ude for at lufte sin pony. Med god samvittighed var jeg taget hjem, men jeg hørte næste dag, at det havde været et farligt besvær med at få en pony over havelågen. 

Egern har vi jævnligt, og de holder især til under egene foran Hovedbygningen og under den store hassel ved Thorvaldsensvej. Det er altid et herligt syn at se de helt små unger, og ellers pusler egernerne stille rundt upåvirket af, at man står og kikker på dem.

Fuglelivet er især repræsenteret ved en større flok gråænder i Dammen, der bliver fodret hver dag af de små børn blandt publikum. Ænder er fugle, som vi også lever med på godt og ondt, da de ikke altid er lige populære, når de jokker rundt i de nyplantede bede på Den Svajede Plæne.

For nogle år siden var vi nærmest desperate, for hver morgen var der pillet spydskilte op af Stenhøjen, og så var skiltene spredt rundt omkring i Haven. Det kunne kun være drenge, der var på spil, og vi oprettede en vagtordning for at finde synderne. Så endelig fik vi grebet synderne, der viste sig at være en flok skader, der først hakkede lidt i skiltene og så tog dem op på en flyvetur, inden de dumpede dem tilfældige steder til gartnerens fortvivlelse.

I mange år har vi haft et rugende spurvehøgepar i Haven, der uden at forstyrre nævneværdigt byggede rede højt oppe i et af træerne. Sidste år havde høgene bygget reden kun 3 meter oppe i en ceder og lige ved siden af en havegang. Når en havegæst eller en gartner nærmede sig, blev høgene urolige, og mange gange lavede de luftangreb, hvor de bagfra kom som et lyn fra en klar himmel, og man fik en vinge i nakken. I rugetiden blev jeg selv angrebet 3 gange og den ene gang endda med kløerne i hovedbunden, så ret hurtigt måtte vi sætte advarselsskilte op med adgang på eget ansvar. Da der på rundvisningerne var meget stor interesse for spurvehøgene, gik jeg gerne forbi reden med gruppen, og en større flok mennesker blev aldrig angrebet. Jeg må dog have fortalt levende om angrebene, for mange havegæster slog hætten, op og andre åbnede deres paraplyer. Høgeparret fik 3 flotte unger på vingerne, og jeg håber da, at de også i år vil yngle i Haven, men måske gerne bygge reden lidt højere oppe denne gang.

En enkelt gang har vi haft et svanepar på besøg i vores lille dam i Haven. De var der nogle dage og forlod overhovedet ikke vandet, og ved nærstudium af svaners fysiologi viste det sig, at de vistnok skal have 50 meter frit vand for at kunne lette, og det kan vores lille dam ikke klare. Det så jo egentlig ganske nydeligt ud med et svanepar midt i Dammen, og der kom en hel H.C. Andersen-stemning over Haven, men faktum var, at de var uhjælpeligt fanget. Nu lever vi jo i et frit land, og der kom alligevel lidt fængselsstemning over Haven, så vi ringede til Falck for at få fanget dem ind. Hvis svaner ikke vil fanges, så er det faktisk slet ikke så nemt, så efter en times forløb måtte falckmanden have assistance af en anden falckmand, og selv om vi også hjalp til, ville svanerne ikke lade sig fange.

Gode råd var nu dyre, og efter at svanerne havde hvilet sig et par dage, og vi havde sundet os, ringede vi til Zoo og spurgte, om de kunne hjælpe. To granvoksne zoofolk ankom, og to minutter efter lå svanerne i hver sin store papkasse. Jeg tænkte på at slippe dem ud i Utterslev Mose, men var alligevel lidt bange for, at de for nemt ville finde tilbage til Dammen i Haven. Så kom ideen, for jeg bor på Midtsjælland ved Kimmerslev Sø, hvor der ofte er svaner, og da der alligevel er så mange andre københavnere, der flytter ud til os på landet, var der vel også plads til et svanepar. Jeg fik fat i en tjenestevogn, og selvom de hvæsede noget i kasserne, fik jeg båret svanerne forsigtigt ned til søbredden og åbnede låget. Svanerne hoppede ud og vraltede ud i vandet, hvor de smukt flød rundt og kikkede sig nysgerrigt om. Det de så, passede dem øjensynligt ikke, for efter 5 minutter lettede de og satte kursen direkte mod København. Næste morgen gik jeg spændt ned til dammen og spejdede efter svaner, men de var der heldigvis ikke og må så have fundet en passende sø undervejs, og hvem ved - måske ved en idyllisk herregård. Men hvor svaner vil bo, skal de så sandelig nok selv bestemme. Og det er ganske vist.