Tempeltræet med det forunderlige sexliv

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Tempeltræet, måske bedre kendt som Ginkgo biloba, regnes for verdens ældste, nulevende træart, og det er som art, at vi har verdens ældste træ stående i Fakultetets gamle have. Tempeltræet har en spændende historie, hvori indgår både munke og atombomber, og så har træet et usædvanligt sexliv, i hvert fald for træer.

Fossile fund af ginkgoarter kan føres tilbage til perm-tiden for 230 millioner år siden, men de rigeste fund stammer fra jura-tiden for omkring 150 millioner år siden, hvor træet voksede i de forhistoriske skove sammen med kæmpeøglerne. Ginkgoen var faktisk udbredt over det meste af den nordlige halvkugle, og man har f.eks. fundet forstenede blade både på Grønland og på Bornholm. Istiderne gjorde deres for at ødelægge træet, og da det samtidig har den uheldige egenskab, at det er langsomt voksende i sin ungdom, har mere hurtigvoksende træarter taget dets plads. Alligevel kan man næsten kalde tempeltræet for et levende fossil, hvilket Charles Darwin yndede at kalde det. Tempeltræet blev kendt af europæerne som et træ, der var plantet omkring templerne i Japan, men egentlig er det hjemmehørende i de frodige blandingskove langs floderne i Kina, hvor det ses sammen med duetræ, kristtorn, sommerfuglebusk, brombær og klatrehortensia m.m. Det var buddhistmunke, der bragte træet med til Japan, og at det netop blev plantet omkring templerne har den historie, at det menes, at udtræk af bladene har en hæmmende virkning på urintrangen. Under langvarige, religiøse ceremonier behøvede munkene således ikke hele tiden skulle række fingeren op og bede om at gå i gården.

Det var lægen og botanikeren E. Kämpfer, der var ansat i Det Hollandsk-Ostindiske Kompagni, der under en rejse i Japan i 1690 opdagede træet og blev betaget af dets skønhed. Da han skulle beskrive træet og navngive det efter de kinesiske skrifttegn, forvekslede han y med g, for egentlig er Ginkgo afledt af det kinesiske ord Yin-kuo-tsu (Gin-kyo), som på dansk betyder sølvnød eller sølvblomme. Da Carl von Linné senere navngav træet, overtog han navnet Ginkgo og tilføjede anden del af navnet biloba, der betyder tolappet, og som hentyder til bladene.

Først i 1730 kom det første tempeltræ til Europa, hvor det blev plantet i Utrechts Botaniske Have i Holland, hvor det stadig står, og selvom det har næsten 300 år på bagen, er det langtfra udlevet, da tempeltræer godt kan blive omkring 1.000 år gamle.
Som det latinske navn antyder, minder frugten om en grøngul blomme på ca. 3 cm, og selvom den har en frastødende harsk lugt, spises den desuagtet i Østasien, dog især af mændene, da det siges at den styrker seksualdriften. Personligt er jeg kommet til den konklusion, at asiaterne må sylte den eller måske stege den inden indtagelsen, for da jeg bed i en rå frugt, sved det på læberne i dagevis, og den styrkede ikke noget som helst.

Ved at kikke på træets blade, kan bladets primitive opbygning iagttages, idet de mangler den hovednerve, som ellers ses på alle senere løvtræer, hvor hovednerven løber i midten af bladet, og fra den udstråler sidenerverne. På ginkgoen er der ingen tværforbindelse mellem ledningsstrengene, idet strengene fordeler sig fra bladstilken som en vifte i hver sin bladhalvdel. I øvrigt har tempeltræet et pragtfuldt gult efterårsløv.

Ginkgoen er tvebo, og det vil sige, at der er både hantræer og huntræer, men det er først som 20-årige eller senere, at de bekender kulør og vil røbe deres køn. Vores største ginkgo er en stor flot han, der blev plantet i 1883 midt på den store stenhøj i Fakultetets Fredede Have. I løbet af foråret blomstrer han med nogle raklelignende stande, der hver har et større antal skruestillede støvblade, der udvikler pollen. Hvert år er han far til en masse frugter hos en enlig hun i en nabohave på den modsatte side af Bülowsvej skråt over for vores hovedbygning på Bülowsvej 17. Hun har ikke almindelige blomster, men i spidsen af grenspidserne sidder en kødet, ringformet dannelse, som kaldes en frøknop, og i den findes en porelignende åbning, som fører ind til et støvkammer. Når hun er klar til at blive befrugtet, udskiller hun en klæbrig dråbe, og det står vores tempeltræ, der bestemt ikke er gået i kloster, og lurer på. Derefter sender han sine støvkorn af sted. De lander i huntræets dråber og synker ned i frøkammeret, hvor de spirer. I frøkammeret sker der det forunderlige, at cellerne deler sig to gange, og der frigøres to store, selvbevægelige spermatozoider, som ved hjælp af svingtråde pisker med halen som en anden sædcelle, og de bevæger sig hen og befrugter ægcellen. Ja, det lyder godt nok utroligt, men ifølge den japanske botaniker Sakugoró Hirasé, der opdagede den specielle befrugtning i 1896, er det den rene og skære sandhed.

Foruden frugternes lidt tvivlsomme potensfremmende virkning er det helt sikkert, at bladene indeholder en kompleks blanding af mange forskellige, til dels ukendte stoffer, der som ekstrakt anvendes til naturmedicin. Det er især stofferne ginkgo-flavonglycosider og terpenoider, der er unikke for gingko, da de ikke findes andre steder i planteriget. Der er lavet mange forsøg bl.a. på Institut for Medicinalkemi på Farmaceutisk Fakultet under Københavns Universitet, og forskerne her har slået fast, at de unikke ginkgolider trænger ind i hjernen, og at de her påvirker vigtige receptorer. Ginkgo-præparaterne anbefales især til kredsløbsforstyrrelser og dårlig koncentrationsevne, og de har en gunstig effekt på Parkinsons Syge og Alzheimers Syge.

Kineserne har kendt til effekten i 5.000 år, og da der på verdensplan dyrkes mere end 50 millioner træer med en produktion på 8.000 ton tørrede blade om året, er det ikke bare en døgnflue, at gingko-præparaterne hører til verdens mest solgte naturmedicin.

Tempeltræet har ingen naturlige fjender hverken insekter, virus, svampe eller bakterier, og selv mennesker har svært ved at skade den. Det siges, at der stod et stort tempeltræ i Hiroshima i Japan, hvor der som bekendt blev tabt en atombombe under 2. verdenskrig. Tempeltræet blev brændt ned som et halmstrå som alt andet i flere kilometers omkreds, men allerede året efter havde det friske skud, som den eneste plante overhovedet.