Gys og gru i Haven

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

 

Selvom Fakultetets Have normalt er fest og farver med sine mange smukke blomster, så har den også sine skyggesider med gys og gru, hvis vi ser på de danske plantenavne.

Lad os starte lidt forsigtigt på dyresiden med bjørneklo, som de fleste kender, og måske kendes også abernes skræk, som stammer fra Chile, hvor den kan blive omkring 40 meter høj, men her i landet kun omkring 10 meter. Men har I også hørt om tigergab, der er en sukkulent, som kommer fra ørkenområderne i Sydafrika, og som er navngivet efter de spidstandede blade.

Ingen bryder sig om at få hånden i et tigergab, men mange er heller ikke vilde med edderkopper, og her kan Haven byde på en edderkoppeplante, der er en sommervækst med frugtstandene på lange tynde ben, der bevæger sig i vinden

Fra dyreverden går vi over til eventyrverdenen med dragehoved, der i forårstiden viser sit frådende gab i form af en 30 cm aflang blomst, der tillige stinker og lokker fluer til. Drageblodstræ stammer fra De Canariske Øer og Vestafrika og kan her blive ældgammelt. Hvis træet såres, siver en blodrød harpiks ud. Den størkner let, og det siges, at korsridderne hjembragte størknet drageblod til almindelig beundring.

Troldnød har nogle troldagtige små frugter og udmærker sig ved at blomstre midt om vinteren i forskellige gule farver.

Vi forlader eventyret og går videre til giftsumak, også kaldet giftig vedbend. Den blev i sit hjemland Nordamerika tidligere anvendt af indianerne til at komme på deres pilespidser, men den blev også anvendt til mere fredelige formål som at fjerne vorter. Havepest kan være en pest i enhver have, da dens yngleknopper oftest ligger en halv meter nede i jorden, hvorfra den breder sig lystigt i alle retninger.

Træmorderen, der har nogle smukke orange frugter, kan som en anden lian vokse højt op i andre træers kroner og kvæle sin vært.

Vedbendkvæleren hører til gyvelkvælerfamilien, og den får en til at tænke på Bostonkvæleren. Planten snylter på planterødder, og den har ikke selv bladgrønt, men lever et skjult liv nede under jorden og sender kun sine blomsterstande op imellem vedbenden. Der er i øvrigt kun 5 gyvelkvælerarter i Danmark, alle meget sjældne.

Så har vi en anden uhyggelig gruppe. Alle kender jo fandens mælkebøtte, men vi har da også djævelen i busken, som er en sommervækst med nogle små djævlehorn på frøskallen.

Fandens spadserestok har tynde, lange stammer i spadserestoktykkelse, men de er tæt besat med spidse torne.

Djævletræ er en omkring 3 meter høj, stedsegrøn busk med tornede blade, og deraf navnet, men ellers udmærker den sig ved at have velduftende blomster.

Svigermors skarpe tunge har jeg givet sin egen gruppe, for det er et spørgsmål om den skal sammen med djævelskab eller det bloddryppende, men det er en sejlivet plante, der næsten ikke er til at slå ihjel.

Blåskæg lyder kun uhyggelig, hvis man kender eventyret om den brutale ridder, der efter tur dræbte alle sine 6 hustruer, fordi de var for nysgerrige. Da Blåskæg blev gift med den 7. hustru, blev han dog selv slået ihjel af brudens brødre, så det bryllup blev skæbnesvangert for ham.

Skæbnetræ har i efteråret nogle utroligt smukke blomster, og busken har fået sit navn, fordi den før i tiden blev brugt til forskelligartede medicinske formål, og skæbnen mere end kuren afgjorde udfaldet af sygdommen.

Nu bliver det mere uhyggeligt, og hvis der er børn, der læser dette, må de hellere slutte nu. Vor haves blodbøg er dog ikke så blodig, som man kan se mange andre steder, så man skal ud i lyset for at se den røde krone. Men vi har andre blodige planter som Kristi bloddråbe også kendt som fuchsia, og det er kun nogle få fuchsiaarter, der kan overvintre udendørs i Danmark. Det kan blødende hjerte ikke, for den stammer fra Vestafrika. Navnet er meget rammende med en lille mørkerød bloddråbe, der titter ud af den hvide, hjerteformede blomst.

Blåbælg eller død mands finger, som den også kaldes, kan få hårene til at rejse sig på ens hoved, hvis man mærker på den blålige, aflange frugt en kold efterårsmorgen.

Men lad os lægge låg på alt det uhyggelige med kinesisk ligkistetræ, der i sit hjemland kan blive omkring 15 meter. Det siges, at den i det gamle Kina blev plantet samtidig med, at et barn blev født, og når personen til sin tid takkede af, så havde man da træet til kisten. Som en perfekt afslutning på denne sørgelige historie, vil jeg henlede opmærksomheden på vores sørgecypres.

Fakultetets Have er dog meget mere end gys og gru, så jeg vil forlade alt det uhyggelige, og igen lader solen bryde frem i Haven med mexicansk solblomst, solsikke og solknap med deres gyldne og gule farver, hvor de danske navne taler for sig selv.

Og så vil jeg slutte med et skønt sensommersyn, hvor der i Haven står tæt med flokke af nøgne jomfruer, men allerede efter en uge eller to, falder jomfruerne på stribe, og så kan man næsten høre englene synge, så hvorfor ikke slutte af med englebasun.