Havens morbærtræ

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

I Fakultetets Have lige syd for Rosenhaven står et morbærtræ, der kun udmærker sig ved i eftersommeren at bære en masse hvide, spiselige frugter. De hvide frugter viser, at træet er en hvid morbær, men der findes også både sorte og røde morbærtræer.

Hvid morbær kommer fra Kina, hvor den i sin tid voksede vildt, men siden er den tæmmet og står i dag i rækker langs markskel eller i deciderede marker, hvor det er nemt at plukke blade til silkelarvens føde. Morbærarterne har navn efter farven på frugterne, der ligner store aflange brombær, og de kan spises både friske og anvendes til syltetøj.

Netop brugen af syltetøj er grunden til, at der findes mange gamle morbærtræer i præstegårdshaverne på LollandFalster - takket være D.C. Monrad, som var biskop i stiftet i midten af 1800-tallet. Hvert år rejste Monrad rundt og besøgte præstegårdene, og præstefruerne trippede nervøse rundt for at stille biskoppen tilfreds med en udsøgt middag. Monrad var kendt som en brysk herre, og en gang, da han var på besøg i en præstegård, kaldte han præstefruen til sig og roste maden, men han ville dog gerne have noget morbærsyltetøj til stegen. Præstefruen måtte beklage, at hun ikke havde noget morbærsyltetøj, da de desværre ikke havde morbærtræer i præstegårdshaven. Hvortil Monrad med sin skærebrænderstemme sagde: Så plant dog nogle.

Havens mest interessante morbærtræ står på græsplænen til venstre, når man går ind i Haven fra Grønnegårdsvej ad stien ved Nordre Sidebygning, og lige præcis dette træs historie går tilbage til Frankrig og Henning Meyercrone. 

Meyercrone var søn af hofapoteker Meyer, men det var på grund af sin dygtighed, han hurtigt gjorde karriere i diplomatiet. Allerede som 29-årig blev han ophøjet til kongelig rådgiver og adlet under navnet Meyercrone. I midten af 1600-tallet var der konflikter mellem Frankrig og England, og Danmark gik og lurede lidt på, hvem det var mest fordelagtigt at holde med. Meyercrone blev sendt til Frankrig med besked om hverken at love bistand til franskmændene eller neutralitet, han skulle bare holde dem hen med snak, indtil regeringen havde bestemt sig. Meyercrone måtte efterhånden gøre adskillige indrømmelser, og det var helt på Ludvigs XIVs betingelser, så i 1679 blev Meyercrone i unåde kaldt hjem.

Her starter så vores morbærtræs historie, for Meyercrone medbragte en stikling eller en lille plante af en hvid morbær, og den blev plantet i haven til den ejendom, der senere blev Meyercrones Stiftelse, og som ligger lige nord for Roskilde Domkirke.

Det lille træ voksede sig stort, men efter omkring 300 år begyndte det at skrante, og da man omlagde Domkirkepladsen og fik hugget nogle store rødder over, var det træets endelige dødsstød.

Havens daværende overgartner, Mogens Fonnesbech, bor i nærheden af Domkirken, og han led med det gamle træs sidste krampetrækninger, så han fik lov til at tage nogle stiklinger for at prøve at få rødder på dem. Som i alle gode eventyr lykkedes det ikke første gang og heller ikke anden gang, men tredje gang var lykkens gang, og der kom rod på et par stiklinger. Medens stiklingerne voksede sig store i Fakultetets væksthuse, døde det gamle morbærtræ ved Domkirken. Da de nye morbærtræer var et par meter høje, blev det ene træ overrakt til Domkirken og plantet i Meyercrones Stiftelses Have, og det er ganske vist, at der står det den dag i dag som en genetisk efterkommer af Meyercrones gamle træ.

Det andet morbærtræ står i Fakultetets Have, og det er ikke så ringe endda at have en mor, der personligt er ført til landet af en adelsmand og samtidig have en bror, der vokser ved Roskilde Domkirke. Vores hvide morbærtræ er nu 12 år gammelt, og hvem ved - måske kan det stå her i fred og ro i de næste 300 år.