30. juli 2008

Det lyslevende forstenede træ

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

 

I Haven på Det Biovidenskabelige Fakultet har vi et forstenet træ, som i dag står lyslevende iblandt os. Det drejer sig om vandgranen Metasequoia glyptostroboides, som blev anset for uddød for mange millioner år siden. Som forstenede nåle og kogler var den fundet i tertiære aflejringer i Japan, og i 1941 blev den beskrevet af den japanske botaniker S. Miki fra universitetet i Osaka.

Samme år (1941) vandrede professor T. Kan fra Nankin rundt i grænseområderne imellem provinserne Hupeh og Szechuan syd for floden Yangtze-Kiang, der løber 60 km syd for byen Wan-hsien, kort fortalt i nogle fjerne utilgængelige dale i Kina. Den gode professor stødte pludselig på et træ, som han ikke kendte, og det viste sig at være et træ, som beboerne kaldte shuihsa, der oversat nærmest betyder vandgran eller vandlærk, selvom navnet ikke har relation til artens voksested. Beboerne i området anså bestemt ikke vandgranen for uddød, for den havde da stået der i al den tid, de kunne huske og mere til. Det var kun resten af verden, der troede, den var uddød.

Senere i 1944 besøgte den kinesiske forstmand T. Wang det samme område (nogle fjerne, utilgængelige dale i Kina), og han samlede nyt materiale, men det var først i 1946 og 1947, hvor der blev udsendt nye ekspeditioner, at udbredelsen af vandgranen blev rigtig stedfæstet. Man gennemsøgte 800 km2 og fandt 100 gamle træer på 30 til 50 meter, hvor nogle af individerne blev skønnet til en alder af 600 år. Foruden de gamle træer fandt man omkring 900 mindre træer i alle udviklingsstadier, men det var noget af et arbejde at få registreret voksestederne, da vandgranen oftest står i blandet nåleskov. Fra de gamle træer blev der samlet frø af denne planteverdenens blå fisk, og den 26-12-1947 kom der et spændende brev fra Nankin i Kina til Københavns Botaniske Have med frø fra disse første indsamlinger. Frøet blev straks udsået og allerede i 1948 kunne det spæde træ udplantes. At det trives kan ses på væksthastigheden, for i 1974 blev træet målt til en højde af 18 meter og med en omkreds på 1,72 m i brysthøjde.

Vandgranen er nært beslægtet med Sequoia de store californiske mammutter og redwoods, men egentlig ligner træet mere sumpcypres med sin lette nålebesætning, der tabes om vinteren. De første træer, der kom frem i Danmark, var utrolig kostbare, men nu er vandgranen meget almindelig og kan stort se købes i enhver planteskole.

Udbredelsen af vandgranen i Danmark, vil jeg tro, er særlig stor i parcelhuskvarteret omkring Mønterne i Vestskoven ved København. Antagelsen bygger på, at jeg i 1967 studerede til skovtekniker på Skovskolen i Nødebo, og som et led i uddannelsen fik vi til opgave at tilplante Mønterne, der var det første stykke skov i Vestskoven. Navnet Mønterne hentyder til, at pengene til plantningen var tilvejebragt ved at borgere og virksomheder havde bidraget med 5 kr. pr. træ for at sætte lidt skub i politikernes beslutning om at plante skov på Vestegnen. Blandt de forskellige træer, der skulle udplantes, var også en del vandgran, men det viste sig, at en hel del af de vandgran, vi plantede om dagen, blev gravet op igen om natten til vores store fortrydelse.

I øvrigt er det slet ikke den socialdemokratiske landbrugsminister Christian Thomsen, der 31. marts 1967 plantede Vestskovens første træ med trompetfanfare, pressedækning og landsdækkende TV. Vi skovteknikerelever var mødt op noget før den store landbrugsministerseance, og vi havde vistnok fået at vide, at vi ikke måtte plante noget, før ministeren havde sat spaden i jorden. Det grundede vi dog lidt på, men hvorfor skulle han have æren af Vestskovens første træ, for vi var vel lige så gode, som han var, bare lidt yngre. Så om formiddagen, hvor vi alligevel gik og daskede rundt og bare ventede, tog jeg og 3-4 andre gutter et birketræ, og helt nede i den fjerneste ende af Mønterne plantede vi Vestskovens første træ. Som en sidehistorie til sidehistorien kan det nævnes, at Christian Thomsens træ står i den plantning som hedder Ministeregene, da hans træ ikke kom til at stå helt alene, for samme dag blev de fine indbudte gæster tilbudt at plante et egetræ på stedet. Der blev igen plantet træer i Ministeregene ved 10-års jubilæet i 1977 af miljøminister Niels Matthiasen og ved 25 års jubilæet i 1992 af miljøminister Per Stig Møller. Han ville dog ikke have, at hans træ skulle vokse op i skyggen af socialdemokratiske træer, så hans træ blev plantet et stykke vest for Ministeregene.

Tilbage til Fakultetets vandgran - eller vandgraner - for vi har faktisk 3, hvoraf den ene står ved Villa Rolighed i en af haverne ved de gule længer, den anden i Sydhaven i den stedsegrønne samling ved biblioteket, og den sidste, der kun er et par meter høj, står på plænen ved fuglebadet mellem Thorvaldsensvej og Stenhøjen. På rundvisninger i Fakultetets Have fortæller jeg som regel om vandgranen, og mange kender den som træ. Det er imidlertid kun få, der kender historien med, at den først blev genfundet i 1941. Jeg er dog selv blevet lidt usikker på, om det nu er helt rigtigt, at vandgranen først blev fundet i 1941, for under en rundvisning påstod en ældre dame, at hendes moster havde en vandgran, der havde stået i mosterens have meget længere end fra 1941. Damen holdt stædigt på sin påstand, og da jeg som regel tror på, hvad folk fortæller mig, må vi nok konkludere, at vandgranen har overlevet de mange millioner år i levende live i nogle glemte dale i Kina og i en forhave i Valby.

En anden gang havde jeg under en rundvisning som sædvanlig introduceret vandgranen som det forstenede træ, der nu står lyslevende i Haven. Enten havde jeg ikke forklaret det ordentlig, eller også havde en af havegæsterne ikke forstået det rigtigt, for hun kom med et meget interessant spørgsmål, der blot viser at befolkningen har virkelig høje tanker om Det Biovidenskabelige Fakultet, for spørgsmålet lød: Hvordan fik I egentlig liv i det forstenede træ?