6. februar 2009

Den mystiske og sagnomspundne mistelten

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

 

Hvis man ikke i forvejen kendte misteltenen, blev den i hvert fald landskendt under De Nattergales julekalender for nogle år siden, hvor sætningen: Oluf a står under a misteltjen stadig ligger dybt i den danske befolkning, og havegæster kan ikke se en mistelten uden at sætningen uvægerlig fremkommer.

Misteltenen, der på latin lyder navnet Viscum album, er hjemmehørende i den tempererede og varme zone, og selvom den er fuldt hårdfør hos os, nærmer nogle af dens arter sig alligevel deres nordgrænse her. Den er en halvsnylter, og det vil sige, at den har sin egen fotosyntese, hvor den opbygger organisk stof ved hjælp af sine grønkorn, men den optager alt sit vand og sine næringssalte fra sin vært.

Misteltenen er særbo, og det vil sige, at han- og hunblomsterne sidder på hver sin plante, og allerede midt på sommeren kan der på hunplanterne ses en masse grønne bær, der dog først rigtig modner i løbet af vinteren. Bærrene bliver efterhånden glasklare, og det lille frø er under skallen omgivet af en meget klæbrig masse. Modningsprocessen foregår langsomt under stigende lyspåvirkning vinteren igennem, så frøene er klar til spiring om foråret. Bær fra de grene, der kan købes ved juletid, er ikke egnet til såning, da frøene mister spireevnen efter nogle få dages ophold i mørke.

Fra naturens side er det bærædende fugle som misteldroslen og silkehalen, der sørger for spredningen af bærrene, idet frøet upåvirket går igennem fuglenes tarmsystem og lander på en gren i form af en fugleklat. Også den lille munk hjælper til, men bærrene er for store til, at den kan sluge dem i hel tilstand, derfor må den bruge en særlig teknik. Den klemmer forsigtigt på bærret, og når frøet kommer til syne, fæstner den med lynhurtige zigzag-bevægelser både bær og frø på en gren, og meget kunstfærdigt så sluger den skallen og frugtkødet og næsten altid uden at få det klæbrige slim på næbbet. Munken interesserer sig ikke for det lille frø, der stadig sidder klæbet fast til grenen, og det er heldigt for frøet, fordi klæbemassen efter en til to dage med tørvejr størkner, og frøet sidder nu nogenlunde fast.

 

I april-maj måned spirer frøet, og en eller to kimstængler vokser ud og bøjer sig ind mod grenen, hvor der udvikler sig en sugekoplignende hæfteskive, samtidig med at skivekransen bliver klæbrig. Selve gennembrydningen af barklaget sker dels ved mekanisk tryk og dels ved cellulosesønderdelende enzymer, og dernæst dannes der nogle rodagtige strenge i barklaget, der vokser videre ind i værtens karsystem og danner saftforbindelse: Ja, der ser De, mine damer og herrer, hvor viseligt naturen har indrettet alt.

I dette stadie overvintrer den nye mistelten, og først næste år og nogle gange først tredje år retter kimstænglerne sig ud og danner to små løvblade, og så går det bare lige så stille, hvor misteltenen forgrener sig år for år med V-formede skud.

Hvis det går lidt langsomt med naturens frøspredning, kan vi mennesker så sandelig også være med. Man tager det friske bær og klemmer både den klæbrige gele og frøet ud på en tør gren med en glat, frisk bark, og grenen skal helst ikke være mere end 1-2 cm tyk. Endelig ikke i en grenvinkel, hvor barken ofte vil være for tyk og derved hindre, at misteltenen får fat og selvfølgelig heller ikke i en regnvejrsperiode, hvor bærret kan glide af.

Myten om, at hvis misteltenen sidder på et æbletræ, så skal det nye frø også helst sidde på et æbletræ, holder ikke i virkeligheden, da mistelten stort set kan gro på alle løvtræer og enkelte nåletræer. Dog lykkes det bedst, hvis værten er et såkaldt lystræ, da det jo kun forsyner misteltenen med vand og næringssalte, og misteltenen kan godt skygges ihjel, hvis der ikke er lys nok til fotosyntesen.

Misteltenen blomstrer normalt først i en alder af fem-syv år, og de små uanselige, gulgrønne blomster folder sig først ud i marts-april måned. Selvom hanblomsterne er noget større end hunblomsterne, er det bestemt ikke for blomstringens skyld, at man dyrke mistelten, men så kan der jo være andre gode grunde. Den mest populære grund er, at man må kysse den person, der opholder sig under en mistelten og vel at mærke uden af få ørene i maskinen eller blive anklaget for sexchikane. Denne kysseskik er kommet til os fra England, hvor misteltenen også har fået tilnavnet the kissing bush, men da den samtidig også skulle sikre et hus mod ildsvåde og onde magter, burde ethvert ordentlig hjem have en mistelten hængende.

Sagnet om den milde og gode Balder, der blev dræbt af en pil af mistelten, stammer måske slet ikke oprindelig fra den nordiske gudelære, da mistelten ikke var almindelig i Danmark i vikingetiden, og man havde endda ikke noget navn til planten. Mistelten er direkte oversat fra det engelske misteltoe, og nogle forskere mener, at historien om Balder er kommet via Irland til de islandske skjalde, hvor den så er nedskrevet i Vølúspa omkring år 950.

Hvor historien så end stammer fra, er den meget god og fortæller, at Odins smukke og gode søn Balder ikke kunne såres af våben, da hans mor Frigg havde taget alle planter og metaller i ed på, at de ikke ville skade Balder. Frigg glemte dog at tage misteltenen i ed, og den onde Loke skar en pil af mistelten og lod under gudernes våbenleg Balders blinde bror Høder skyde pilen gennem Balder, så han døde.
Personlig kan jeg godt forstå, at Frigg ikke fik misteltenen med i edsaflæggelsen, for en misteltengren er ikke bedre til pil end en kogt makaroni. Så for at få lidt realitet over historien kunne man jo forestille sig, at kun pilespidsen var af mistelten, eller måske var pilen af en anden træsort, men overtrukket med misteltensaft.

Misteltenen er en meget hellig plante, og helt tilbage i romertiden i Gallien (det nuværende Nordfrankrig og Belgien) fortæller Cæsar, at druiderne brugte misteltenen både som lægemiddel og som tryllemiddel, og der var helt sikkert mistelten i den gryde, som Obelix faldt i som barn.

Det var en højtidelig ceremoni at afskære mistelten i druidernes tid, og kun overdruiden kunne gøre det med en særlig kniv af guld og kun den 6. dag ved årets begyndelse i tiltagende måne. Overdruiden skulle selv være klædt i skinnende hvidt, og de andre præster holdt så et lagen under træet, så den hellige mistelten ikke kom i berøring med jorden. Derefter blev to hvide okser, som aldrig havde været brugt til arbejde, ofret på stedet, og misteltenen blev ført hjem i procession.

Denne tradition overlevede romertiden, og selvom okseblodet ikke flyder i vore dage, så drager franskmænd i visse egne stadig i skoven ved nytårstid og ønsker hinanden: Au gui lán nouvel hvilket skulle betyde Godt nytår med misteltenen.

Misteltenen har så sandelig også en plads i medicinen, hvor den optræder i en mængde lægemiddelopskrifter fra middelalderen. Et dansk lægemiddel fra 1600tallet bestod således af mistelten indsamlet ved aftagende måne, tørret efterbyrd efter en førstefødt, brændt hovedskal af et mandfolk, raspede enhjørninghorn, bævergejl, rav, pæonrod, ambra og koraller, og så var det alle tiders middel mod epilepsi.
Bladguld blev også brugt i blandingen, og i den første danske farmakopé fra 1772 indgik guld sammen med krebseøjne, røde koraller, pæonfrø og selvfølgelig mistelten i rigelige mængder. Så sent som i 1922 genfinder vi opskriften i en formelsamling, som blev brugt på apotekerne i Danmark under navnet Pulvis epilepticus marchionis også kaldet markgrevindens epilepsipulver, og pulveret var så sandelig at finde på danske apoteker helt op i 1950erne.

Også Linné havde misteltenen med i sin Materia Medica som middel mod epilepsi, men desuden også mod lungesot og åndenød, og andre kloge hoveder mente, den også kunne bruges mod klimakterieforstyrrelser, åreforkalkning og forhøjet blodtryk.

Næsten alle ved, at et stjålent juletræ giver en dårlig jul, for flæskestegen brænder på, sværen bliver svampet, og man får kun bløde pakker, og sådan er det også med mistelten. Så i stedet for søde kys fra pigerne får man en flad ørefigen, og det bare lige for at advare kyssesyge godtfolk, der skulle få gode juleideer, når jeg nu røber, at i Fakultetets Have har vi mistelten voksende i Sydhaven, men kun til beskuelse.