Gødningssækken i Ongobongoland

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

 

Det Biovidenskabelige Fakultet har helt sikkert omverdenens og mediernes bevågenhed, og f.eks. kan gartnerne i Haven lynhurtigt blive inddraget i både det ene og det andet og også på et helt uvidenskabeligt plan. I foråret havde vi f.eks. besøg i Haven af en heavy rockgruppe, der skulle agere gartnere, for de skulle fotograferes til et magasin, og så fik de lånt en trillebør, nogle haveredskaber og en balle spagnum. De gæstende gartnere var bestemt ikke typiske LIFE-gartnere for de var pilskaldede med sortmalede øjne, og de havde blod på tøjet, og en blodig gummihånd skulle meget dekorativt stikke op af græsplænen.

I den mere fredelige genre havde vi DR TV i Haven til en optagelse af et børneprogram, hvor børn skulle lære at tælle til 10, og det foregik på den måde, at en lille dreng på måske 7-8 år en ad gangen fik hulahopringe af en lille pige. Meget imponerende kunne knægten sagtens holde 10 hulahopringe i gang samtidig, og filmfolkene sagde endda, at han kunne holde 25 ringe gående på en gang.

Så havde vi DR program 1 herinde til en times rundgang, hvor jeg viste rundt på Fakultetet og i Haven, og efterdønningerne mærkes stadig med e-mails og bestilte rundvisninger. En dame fra Samsø tog helt herover kun for at se Haven, og et par fra Mors, som aldrig før havde hørt om Haven, havde vi som gæster, for de var blevet nysgerrige.

For nylig havde vi DR TV-afdelingen herinde igen for at optage, og denne gang var det en del af et afsnit til deres nye store tv-serie Livvagterne. Ikke mindre end 20 - 25 damer og herrer vimsede rundt i Haven, og de sørgede for lys, lyd og filmoptagelser, og selvfølgelig var der også en instruktør og skuespillere. Lige scenerne i Haven var ikke højdramatiske med biljagter og skyderier fra buskene, men stille og fredelige med nogle personer, der gik rundt nede ved Dammen og senere to kvinder, der sad og snakkede sammen i Rosenhaven.

For at sætte lidt action i Rosenhavescenen havde de spurgt, om jeg ville være statist, og da jeg nødig går glip af noget som helst, sagde jeg selvfølgelig ja, selvom jeg meget kedeligt kun skulle spille mig selv. Kvinderne sad på en af bænkene og snakkede, og så skulle jeg klippe kanter omkring et af rosenbedene, men samtidig passe på, at jeg ikke klippede i den ledning, der var lagt ud i bedet med en mikrofon, for de ville have nogle autentiske klippelyde med.
Jeg havde fået besked på at klippe derfra og dertil, for så stod jeg bedst i billedet, men sådan nogle filmfolk var jo ikke klar over tempoet hos en tjenestemandsansat seniorgartner ansat i staten, så i løbet af 10 sekunder havde jeg klippet kanten, og damerne sad stadig på bænken og snakkede. Gode råd var dyre, så jeg begyndte at klippe andre nærliggende bede, men så kom jeg ud af billedet, og det var også galt. De brugte nok det meste af eftermiddagen på den scene, og det endte med, at jeg skulle klippe det samme bed rundt og rundt, og da det efterhånden blev klippet 7-8 gange, blev det Rosenhavens mest velklippede bed nogensinde. Hvordan de så vil klippe filmen, så jeg ikke ligner en snurretop ved jeg ikke, men det skulle da heller ikke undre mig, hvis de klipper det hele væk.

Sidste år blev en lille ting begyndelsen på noget, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, for en dag ringede et teater til Havens kontor og spurgte, om det var muligt, at vi havde en tom gødningssæk, som de kunne få. Nu er vi ret imødekommende ved henvendelser fra publikum, der vil have oplysninger om dit og dat eller gode råd om moster Karens æbletræ m.m. En tom gødningssæk var dog lidt usædvanligt, men den skulle bruges som rekvisit til en teaterforestilling. Teatret hed Plan B, og det havde jeg godt nok aldrig hørt om, selvom vi ofte frekventerer de københavnske teatre. Men det var også både et alternativt teater og en alternativ forestilling, fortalte rekvisitøren. Vi havde ikke lige nogen tomme gødningssække på lager, men vi havde nogle fulde sække, men alt for kunderne, så jeg dryssede noget gødning ud på nogle planter, som trængte, og vi aftalte, hvornår gødningssækken kunne afhentes.

Rekvisitøren kom og spurgte, om jeg ville have et par teaterbilletter for ulejligheden, og da jeg som seniorgartner er meget omsorgsfuld og gerne ville vide, om vores gødningssæk nu fik det godt på det alternative teater, sagde jeg ja tak. Vi aftalte en dato, og jeg kunne bare henvende mig ved indgangen i Magstræde, så ville billetterne ligge der til afhentning i mit navn.

Min kone Gitte og jeg mødte så op, og allerede teatrets indgangsparti så yderst alternativt ud og var lysår fra de indgangspartier, som vi normalt benytter, når vi går i teater. Døren og indgangspartiet til teatret var nemlig overmalet med graffiti, og det var ikke ligefrem et kunstværk, men rigtig ægte, dårlig gadegraffiti.

Vi lurede lige lidt, men tog så en dyb indånding og gik indenfor, hvor en trappe snoede sig opad. De første etager havde vist ikke noget med teater at gøre. Der stod noget med jazzklub, og så var der noget, der lignede et spisested, men mellem 3. og 4. etage sad en pige ved et bord, og da jeg sagde mit navn, kikkede hun på en liste, og fluks havde vi et par billetter. Vi kom ind i en cafe med en bar og nogle få borde og stole, og nogle unge piger stod under højlydte hvin og spillede fodbold på sådan et bord med fodboldspillere på flytbare stænger. Vi købte et par cola og satte os ned og kikkede. Det var et gammelt hus med synlige, kraftige træbjælker overalt, og rummet, vi sad i, var sortmalet og ikke slumagtigt som indgangspartiet. Vi var kommet i god tid, og efterhånden blev lokalet fyldt med helt almindelige mennesker, og til min overraskelse de fleste i vores egen adstadige alder.

Døren blev åbnet ind til salen, der også var sortmalet og bestemt ikke var særlig stor, men der var noget gulvplads og plads til omkring 120 tilskuere. Tilskuerrækkerne havde dog den store fordel, at de gik stejlt opad, så alle havde frit udsyn uden hoveder, og det er mere, end man kan sige om Det Kgl. Teater, hvor man kan risikere at have en søjle lige foran sig.
Teatret var fuldt, og syv mand kom på scenen og blev efter tur sprøjtemalet sorte i hovedet, og så kunne forestillingen Ongobongoland begynde. Ideen til de sorte hoveder er taget fra det sidste århundredes amerikanske Minstrel-show, der var kendetegnet ved en omgang møg-racistisk farce- og musikkomik, hvor hvide sværtede sig sorte i ansigterne og gjorde grin med slaverne. Ongobongoland har dog nærmest modsat fortegn, for vi fulgte de syv ongobongobrødre i en karikaturkomik om friværdi, video-overvågning, nedsat dagpengeloft, ensomhed, og hvad en indvandrer ellers kan komme ud for i dagens Danmark. Faktisk meget morsomt, og som der bliver sagt i indledningen, kan showet virke stødende, grotesk og meningsløst.

Efter forestillingen skulle vi have noget at spise, og i pausen havde jeg været nede i den underliggende restaurant/cafe og rekognoscere, og hvor en ung tjener straks spurgte, om jeg ville have et bord. Ja, måske senere, men jeg kikkede lidt i deres menukort, og det så meget tiltalende ud.

Det er altid spændende af prøve noget nyt, så efter at vi havde grinet af ongobongobrødrene, gik vi ned i cafeen. Fra indgangen var der et meget langt, rustikt lokale, der næsten var tomt, så det var nok nede i et tilstødende, mere højloftet rum, at det foregik. Igen kom der hurtigt en ung tjener og spurgte, om vi ville se showet eller se Melodi Grand Prix. Vi måtte erkende, at vi egentlig bare var kommet for at spise, så vi blev placeret lige under et stort lærred med direkte transmission fra Grand Prixet. Da vi ikke rigtig kunne se noget på lærredet alligevel, satte vi os med ryggen mod væggen, så vi kunne kikke ud på gæsterne, og vi fik bestilt noget mad.

Der var da enkelte kvinder blandt de andre gæster, men det var da egentlig pudsigt, at det var så mange mænd, der var i lokalet. Det var dog først, da jeg kikkede på to store billeder over baren, det ene af en nøgen mand og det andet af en umiskendelig bar mandemås, at jeg hviskede til Gitte: Jeg tror sørme, vi er havnet på en bøssecafe. Det havde vi aldrig prøvet før, men der skal noget mere til at hyle os ud af den, så vi blev roligt siddende.

Lidt senere dukkede en flot dragkvinde op i langskaftede støvler og i et meget kort miniskørt, og hun/han serverede gratis drinks, og det blev der faktisk gjort tre gange i løbet af aftenen. Vi fandt ud af, at det omtalte show ville være et dragshow, og det skulle starte kl. 22. Vi havde faktisk spist færdigt et par timer inden, men efter en hurtig rådslagning besluttede vi, at vi lige så godt kunne løbe linen ud og bestilte kaffe og Bailey.

Medens de voterede til Grand Prixet, fik vi nogle danse- og sangnumre af vores drag, der var englænder og selvfølgelig også sang på engelsk. Melodierne var kendte, men teksterne var ommøbleret noget til en lidt mere vovet udgave. Hele aftenen var der en rigtig god stemning i lokalet, men da Peter Andersen fra Borup vandt Grand Prixet med sit dragnummer, ville jubelen ingen ende tage, og vi viftede med de udleverede dannebrogsflag.

Bagefter var der flere dragnumre i kostumer som nedringet sort aftenkjole og som sygeplejerske, og da vi kun sad to meter fra scenen, gik vi i hvert fald ikke glip af noget.

Selvom jeg spejdede som en gal under teaterforestillingen, så jeg overhovedet ikke noget til den gødningssæk, der havde startet det hele. Nå, måske var det, fordi vi i Haven kun bruger tørret naturgødning, og det lugter ikke ligefrem af stegt flæsk, men vi havde da i hvert fald haft en utroligt morsom og alternativ aften.

Præcis da det sidste punktum var skrevet i denne historie ringede de fra filmselskabet Fine & Mellow og spurgte om de måtte komme og optage en scene i Haven til den nye danske spillefilm Se min kjole med instruktion af Hella Joof. De var velkomne og da filmselskabet selv vil tage gravsten med, så lyder det da rigtig spændende.