Silkens veje igennem Danmarkshistorien

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Der er slet ikke gået 3.000 år endnu, så foreløbig er det stadig en hemmelighed, hvor i Fakultetets Have den hvide morbær står. For at fordrive ventetiden kan jeg da imidlertid fortælle lidt om silkens veje igennem Danmarkshistorien.

I vikingetiden gjorde mange vikinger tjeneste i den kejserlige livgarde i Konstantinopel. Disse vikinger var med til at forlænge silkevejen via flodsystemerne fra Sortehavet til Novgorod, videre til den svenske vikingeby Birka for til sidst at ende op i Danmark. Vikingerne var derfor de første danskere, der kendte til silke, og der er gjort fund af vævede silkebånd og mønstret silkestof i vikingegrave.

Silken var i høj grad værdsat af de danske konger, både til egne klædninger og til gaver. Knud den Store gav fx en smuk silkedragt med indvævede guldørne til en indflydelsesrig engelsk abbed. Når silken omtales i 1200-tallet i den ældste danske, nedskrevne sang med noder, kunne det tyde på, at silken meget tidligt har været noget, der virkelig var værd at eje, og mange kan sikkert stadig huske pausesignalet i Danmarks Radio: Drømte mig en drøm i nat om silke og skønne klæder.

Ligesom de romerske kejsere var de danske konger også bekymrede for den indvirkning, som de dyre importerede silkestoffer havde på betalingsbalancen i landet. At det virkelig var kostbare sager, kan ses af, at i Helsingør kostede to par hvide silkestrømper i 1500-tallet lige så meget som en okse i sin bedste alder. For at undgå de uhyrlige priser begyndte Christian 4. at lade plante morbærtræer. Han etablerede 14 silkevæverier i Silkegade i København, og derefter indkaldte han flamske silkehåndværkere, som kunne oplære danske spindere og vævere, der ofte var børn fra Tugt- og Børnehuset.

Det gik dog aldrig rigtig godt med silkeavlen i Danmark, i hvert fald ikke i større omfang, men der blev da lavet nogle meget fine danske søfarts- og ryttermotiver i silke, som kongen kunne forære den russiske tsar.

Når Christian 4.s datter Leonora Christine ikke skrev på Jammersminde, da hun sad i Blåtårn, var hun en flittig dyrker af silkelarver, og hun fodrede larverne med blade fra Danmarks ældste nulevende morbærtræ, der står i Proviantgården i København. Silkekokonerne fik Leonora dog ikke selv lov til at beholde, for de måtte pænt afleveres til dronning Sofie Amalie, som for resten ikke tålte, at andre i hendes nærhed bar silke.

Produktionen af silkevarer i Danmark ophørte i 1600-tallet, og da riget i den grad fattedes penge efter svenskekrigene, blev det simpelthen forbudt at indføre de kostbare silkestoffer. Efterfølgende danske konger måtte adskillige gange gentage forbuddet, hvilket kunne tyde på, at det ikke rigtig blev overholdt og, at folket ligefrem hungrede efter silke at smykke sig med. I slutningen af 1700-tallet kom der igen gang i silkevæverierne i København, men silken var forbeholdt de adelige og gejstlige, og det var forbudt for bønderne at bære silke, så de måtte pænt holde sig til hør og uld og ikke gå og tro, de var noget.

Efterhånden kom der flere og flere silkebåndsfabrikker rundt om i landet, og selvom silkebånd kun måtte sælges i byerne, smuglede de omrejsende bissekræmmere efterhånden silkebånd med i deres sortiment, når de rejste rundt i landet. Da det igen blev lovligt at importerer silkevarer, måtte de danske silkebåndsfabrikker efterhånden give op i konkurrencen med de store udenlandske fabrikker, og så vidt vides er Skive Garn ApS det eneste sted i Danmark, hvor der stadig bliver forarbejdet silke.

Det blev en lang ende der blev spundet om silkens veje i Danmark, men der mangler endda lidt om det sjællandske silkeeventyr i 1900-tallet.