Silkens veje igennem verdenshistorien

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Der står et hvidt morbærtræ i Det Biovidenskabelige Fakultetets Have, og da netop blade fra den hvide morbær giver den bedste silke, er det nærliggende at fortælle lidt om silkens veje igennem verdenshistorien.

Det fortælles, at den kinesiske kejserinde Li Ling-Shi for 4.500 år siden sad under et morbærtræ, da en silkesommerfugls kokon dumpede ned i hendes skoldhede te. Da kejserinden, senere kendt som Silkelarvens frue, fiskede kokonen op, viklede der sig en fin tråd omkring hendes finger, og det var starten på, at kineserne begyndte at holde silkelarver som husdyr.

Silkestofferne var i umådelig høj kurs, og de kinesiske kejsere havde monopol på al handel med silkesommerfuglens æg, larver og pupper samt det færdige silkestof. Hvis monopolet blev overtrådt, blev misdæderen lynhurtigt et hoved kortere.

Uden for det kinesiske kejserrige var der stor efterspørgsel efter de færdige silkestoffer, som blev transporteret på kamelryg ad Silkevejen, der udgik fra byen Xian, hvor de kejserlige silkefabrikker lå. Silkens færd gennem Centralasien gik ad flere forskellige ruter, men den kendteste silkevej gik gennem Persien, videre gennem Tyrkiet til Konstantinopel og derfra videre til Romerriget. Langs Silkevejen opstod der byer, hvor handelsfolk og kameler kunne hvile og tanke op, inden de fortsatte rejsen ad den 8.000 km lange rute. Sammen med silken blev der også sendt jade, lak, porcelæn og krydderier fra Kina og guld og sølv den modsatte vej fra Europa. Det var bestemt ingen dans på roser at få karavanerne igennem nogle af Jordens vanskeligst tilgængelige egne med ulidelig varme om sommeren, ekstrem kulde om vinteren og røverbander, der lurede overalt, men hvis det lykkedes, var der umådelig store profitter til handelsfolkene.

Det var dog ikke kun de kostbare varer, der bevægede sig langs silkevejene, men også nye ideer. Ikke mindst religioner som buddhisme, kristendommen og islam vandt gehør, når der var en god prædikant med i karavanen.

I det antikke Rom var silkestoffer så kostbare, at silke og guld blev vejet lige op mod hinanden, og kejser Gajus Julius Cæsar (102-44 f. Kr.) forbød alle andre end ham selv og nogle få af hans embedsmænd at bære den kostbare silke. Senere, da den romerske overklasse fik adgang til at købe al den silke, den lystede, gik det hårdt ud over romerrigets betalingsbalance.

Selve produktionen af silke var i over 3.000 år en velbevaret kinesisk hemmelighed for omverdenen, men som næsten alle hemmeligheder blev den til sidst røbet. Om det var munke, der i deres hule vandrestave smuglede sommerfugleæg ud af det kinesiske kejserrige, eller det var prinsessen af Khotan, der smuglede æg ud i sin store håropsætning, er nok svært at få fastslået, men et par århundreder efter Kr. kendte først koreanerne og siden japanerne kunsten at fremstille silke. Senere nåede kunsten også Middelhavsområdet, hvor silken havde stor betydning både i Det Byzantinske Rige og i Det Osmanniske Rige.

Næsten alle europæiske lande - også Danmark -  har deres egen silkehistorie med plantning af morbærtræer, produktion af kokoner og vævning af silkestoffer. Gennem historien har produktion af silke mange gange givet store rigdomme. Andre gange har der gået sygdom i silkelarverne, eller man har plantet de forkerte arter morbærtræer.

Hvor finder jeg den hvide morbær i Fakultetets Have? Det er en hemmelighed, men jeg lover, at hemmeligheden vil blive fortalt, inden der er gået 3.000 år.