Det sjællandske silkeeventyr

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Det var jo ret beset lidt dårligt, at danskerne havde store problemer med at producere deres egen silke, så i 1841 blev Det danske Silkeselskab, som skulle opmuntre med råd og dåd til silkeavl, oprettet. Under mottoet Hvor ploven ej kan gå, hvor leen ej kan slå, der bør et morbær at stå blev der plantet morbærtræer rundt omkring i København, og enkelte københavnerkoner begyndte ligefrem at dyrke silkelarver i de små lejligheder i Strandstræde og flere steder på Østerbro.

Allerede i 1847 gik selskabet til grunde, sandsynligvis på grund af manglende viden, så kun et lille antal ildsjæle fortsatte dyrkningen af silkelarver. I begyndelsen af 1900 tallet dyrkede pastor Sommerfeldt i Roskilde silkelarver på blade af skorsonér-planten, hvilket i starten gik meget godt, men senere strejkede larverne, for de længtes efter morbærblade. I nærheden havde fængselsinspektør Ammitzbøll heldigvis morbærtræer i sin have, og da Sommerfeldts larver igen fik deres livret, gik de atter i gang med at spinde silkekokoner. Sommerfeldt og Ammitzbøll stiftede derefter i fællesskab et nyt selskab, Selskab for Silkeavl og Morbærbuskdyrkning i Danmark, og de opførte en træpavillon i kinesisk stil for opdrættet. Pavillonen blev ligefrem en velbesøgt turistattraktion for københavnerne, der her kunne se 70.000 silkelarver, der under højlydt smasken arbejdede sig igennem morbærbladene.

Ammitzbøll mente, at silkeavl kunne skaffe en god ekstraindtægt for fattige husmandskoner. Han begyndte at oplære koner fra husmandshjem i silkeavlens ædle kunst, og der blev uddelt gratis æg og larver og morbærtræer til plantning. Dyrkningen af silkelarver var på sit højeste under 1. Verdenskrig, og ved udgangen af 1922 var der uddelt ikke mindre end 67.000 morbærtræer, der fortrinsvis blev plantet ved husmandsstederne. Ammitzbøll glemte dog at tage højde for, at husmandskonerne var ude at luge marker i juni og juli. Det faldt sammen med dyrkningssæsonen for silkelarver, så det blev ikke rigtig til noget med de husmandskoner.

Ammitzbølls selskab eksisterede indtil 1943, hvor det blev afløst af et nyt selskab, Dansk Silkeavl. På grund af interne problemer blev dette igen hurtigt afløst af Københavns Amts Silkeavlerforening. For at sætte lidt gang i interessen for silkeavl producerede foreningen en rigsfane vævet af danskdyrket silke, og da kong Christian X var meget interesseret i den danske silkeavl, blev fanen overrakt til ham. Omkring Roskilde kom der også gang i larveopdrættet, og silken endte på en københavnsk strømpefabrik. Da priserne på silkestrømper var faldet en del siden 1600-tallet fik silkeavlerforeningen imidlertid aldrig noget større omfang.

I slutningen af 1970erne var der igen ildsjæle i gang med at holde silkesommerfugle i Danmark. Denne gang var det Agnete Vester fra Sindal i Vendsyssel og Bodil Iversen fra Jyderup, der var pionerer, men dog nu mere på hobbyplan. I vore dage dyrkes der morbærsilkelarver i Bornholms Sommerfuglepark, og på skoleniveau har dyrkningen af larverne stor interesse for eleverne.

Ideen er hermed serveret på et fad, så nu er jeg spændt på at se, hvem der tager initiativ til at starte Det Biovidenskabelige Fakultets Silkeavlerforening. For så kan vi vise omverdenen, at foruden at mestre forskning og uddannelse inden for fødevarer, veterinærmedicin og naturressourcer mestrer vi så sandelig også silkeavlens ædle kunst. Og det ville være en glædens dag, hvis vi en gang kunne overrække vores dekan for Fakultetet et ægte silkebanner med vores nye hestelogo - eller i det mindste et par hvide silkehoser.

Med stor fare for, at vores morbærtræer bliver ribbet for blade, skal det alligevel røbes, hvor i Haven morbærtræerne står, og det er ved indgangen fra Grønnegårdsvej i den sydlige ende af Rosenhaven. Desuden har vi et yngre træ lige nord for Nordre Sidebygning, og det træ har sin helt egen fantastiske historie.