Træernes ånder og Den Tænkende Hest

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Enhver ved, at heste kan tænke, men det er dog sjældent, at de står på to ben og samtidigt har et tænksomt udtryk i øjnene og et Mona Lisa smil om muleværket, men det kan opleves i Haven på Det Biovidenskabelige Fakultet.

I forbindelse med, at Danmarks Veterinær- og Jordbrugs Bibliotek rejste sig af asken fra det gamle nedrevne bibliotek, har Staten den gode skik at bevilge en vis pengesum til kunstudsmykning på nybygningerne eller i bygningens umiddelbare nærhed. Nu er det jo ikke udsmykninger, der kan måle sig med Rosenborg Slot eller Børsen, men jeg har ladet mig fortælle, at vore dages kunstpenge er i nærheden af 1% af byggeprisen. Bibliotekets hovedindgang fik en stor, flot porcelænsudsmykning med slyngende blomsterranker af Linn Utzon, men der blev penge tilovers, og de blev brugt til fire små kunstværker, der står placeret i bibliotekets nærhed i Sydhaven, der ligger på hjørnet af Bülowsvej og Dyrlægevej.

Ifølge gammel, græsk gudetro har hvert træ en dryade eller en trænymfe, og det er den tanke, der har inspireret kunstneren Pontus Kjerrman. Når man møder Pontus Kjerrman har han næsten altid lidt gipsstøv i håret, måske fordi han har en tæt forbindelse til gibslaboratoriet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, men jeg tror ærligt talt slet ikke det er gipsstøv, men nærmere englestøv fra hans eventyrlige verden.

Pontus Kjerrman er født og opvokset i Gøteborg og startede egentlig sin kunstkarriere som maler, men ret hurtigt gik han over til figurer i en eventyrverden, der godt kan være inspireret af de gamle egypteres mytologi eller fra grækernes kentaurer og minotaurer eller andre dyremennesker.

For at det ikke bare skal være en gentagelse af de gamle kulturers fantasiverden, er Pontus' hestemænd og kattekvinder dog meget anderledes og antyder, at der findes mere mellem himmel og jord. Det store spørgsmål er så, om hans figurer er dyrelignende mennesker eller menneskelignende dyr. Det spørgsmål bliver dog nok aldrig besvaret, og det kan så sætte beskueren hen i grublerier, for der skal altid være et eller andet, som man skal undre sig over ved en Pontus Kjerrman figur.
Ofte er hans figurer meget groft modelleret, og for hans skyld må de godt se ud, som var de skabt af troldehænder, for det er bestemt ikke meningen, at de skal være billedskønne. I stedet tilstræber Pontus god form, og der er efter hans mening ikke nødvendigvis en smuk form, men hellere noget, der gør figurerne interessante og samtidig anderledes end andre kunstneres værker. Når man først en gang har fået lært hans udtryksform at kende, så er man aldrig i tvivl om, at man står over for en ægte Pontus Kjerrman, og så er det lige meget, om det er Amor og Psyke ved Frederiksbergcenteret, et springvand i Køge eller Vejle, figurer i Kongens Have eller i Sydhaven på Det Biovidenskabelige Fakultet.

Det er helt sikkert ikke alle, der er vilde med Pontus Kjerrman, og som en gæst sagde på en af mine rundvisninger: Har han fået penge for det? De fleste kan dog godt lide vores fire figurer, men jeg tror, Den Tænkende Hest er storfavoritten, for det er ofte den, der bliver fotograferet. Hesten står på to ben og læner sig op ad et stykke mur og støtter hovedet eftertænksomt med det ene forben, og måske er den lidt ensom, efter at de store husdyr er flyttet til Tåstrup i det nye dyrehospital. Det kan også være hesten bare står og venter på en drink ved en bardisk, eller måske er figuren et overført selvportræt af Pontus selv, for nogle morgener mødte jeg ham på bænken i Sydhaven, hvor han sad og grublede: Hvad skal jeg dog finde på her? Og jeg er næsten sikker på, at han sad med hånden under hagen og tænkte.

Den Kinesiske Pavillon eller Hundehuset, som onde tunger ynder at kalde den, er lavet af granit og ligner et lille østerlandsk tempel. Pavillonen står blandt paradisæblerne, hvor nogle arter stammer fra Østasien, og Pontus mente, at der var noget kolonihaveagtig stemning under æblerne, så her ville et lille lysthus passe fint. Det ses tydeligt, at de med Hundehuset overhovedet ikke har forstand på kunst, for det er tydeligt, at figuren i huset er en hest, selvom den godt nok ligger med bagbenene som en hund og meget utypisk for heste ligger med krydsede forben.

Henne under den store etbladet ask ligger figuren Omfavnelsen, og det er tydeligt, at figuren er inspireret af asken, der selv er omfavnet af en klatrehortensia. Figuren forestiller et par, der omslynger hinanden lige så tæt, som klatrehortensiaen med de smukke hvide blomster omslynger og snor sig tæt om træets stamme. Om det så er dyr eller mennesker, der kærligt hviler i hinandens favn kan igen diskuteres, men hvorfor kan en kattekvinde ikke have et smukt kvindebryst det er i hvert fald ikke et problem i Pontus Kjerrmans verden.

Det er helt tydeligt at se, hvad den sidste figur forestiller, for det er en lille stenmand, der strunk står med hånden på hjertet. Fødderne er så ikke helt almindelige, men man skal jo altid undre sig over et eller andet ved en Pontusfigur. Den lille stenfigur står med ryggen til en stor 150-årig, orientalsk platan, og historien er den, at en kinesisk kejser under Handynastiet, der ligger flere tusinde år tilbage i tiden, havde en over 3.000 år gammel cypres i nærheden af sit palads, som han hver dag glædede sig over (det var før han fik nattergalen). Til sidst udnævnte han træet til general af første rang, og det var det fineste, man kunne være i det kejserrige efter kejseren selv. Nu kommer det store spørgsmål: Hvad hedder figuren? I bogen Landet i Byen står, at den hedder Den lille general, men så hænger historien jo slet ikke sammen. Det var jo kejseren der var et menneske, og træet der blev udnævnt til general, så jeg tror, der er sneget sig en misforståelse ind her. Så indtil andet er bevist og helst af Pontus selv, så bliver den lille stenmand på mine rundvisninger præsenteret som Den lille kejser, der står og passer på sin store, orientalske platan, og så passer pengene.