1. august 2008

Da tre tulipanløg kostede en bondegård

Af tidl. seniorgartner Kim Greiner

Fra slutningen af april og et godt stykke hen i maj måned står Fakultetets Have fuld af blomstrende tulipaner. Nye sorter bliver hvert år lagt i Haven, og især kan fremhæves bedene på Den Svajede Plæne ved Dammen og bedene i Sommervækstsamlingen. I disse bede bliver tulipanløgene lagt om efteråret i oktober, og samtidig tilplantes bedene med forglemmigej eller stedmoderblomster, der godt kan tåle at stå ude hele vinteren. Andre steder i Haven og på Fakultetets områder som i Rosenhaven, Staudegangen, Højhusområdet og Område 3 har vi også tulipaner, men det er løg, der bliver i jorden år efter år, indtil de ikke kan mere.

Tulipanen er hjemmehørende i Centralasien især i Pakistan samt i Azerbadjan og Armenien. Herfra har de vilde arter spredt sig til Europa, hvor de findes vildtvoksende på Balkan, Grækenland, Spanien, Portugal, Italien og Frankrig. Det var tyrkerne, der omkring år 1.000 som de første begyndte at dyrke tulipanen som haveplante, og de tulipaner, de dyrkede kom fra området omkring Sortehavet og nord for Kaukasus. Man mener ordet tulipan eller tulipa, som den hedder på latin, kommer fra ordet turban eller tuliban, som er det arabiske ord. Hvis man ser gamle malerier fra de osmanniske sultaner i Istanbul, så ligner det faktisk også omvendte tulipaner, de har på hovedet.

Holland er i dag verdens største tulipanland med 9.000 hektar tulipanmarker, der tilsammen frembringer omkring 3 milliarder løg. Men hvorfor er det flade Holland verdens tulipanland, når den slet ikke er hjemmehørende der, men tværtimod hovedsagelig findes i bjergene? Vi skal tilbage til 1554, hvor den habsburgske kejser Ferdinand 1. udnævnte flamlænderen Ogier Ghiselin de Busbecq til ambassadør ved den osmanniske sultan Suleiman den Stores hof i Konstantinopel. Busbecq blev betaget af den overdådighed af tulipaner, han så rundt om i haverne. Året efter bragte han tulipanløg med sig til Wien, og herfra blev tulipanen ført til Holland af botanikeren Carolus Clusius, som skabte en Hortus Botanicus, hvori han plantede sine tulipanløg. Clusius var meget øm over sine tulipaner, men da han nægtede at sælge dem, blev nogle af dem stjålet. Det var dette tyvegods i form af nogle få eksemplarer, der kom til at danne kernen i den hollandske tulipanindustri og satte gang i en tulipanmani, der hærgede landet, til den nåede sit klimaks i 1630-erne.

Tyrkerne havde dyrket tulipanløg i 600 år da Clusius plantede sine tulipaner, så det var næppe de vilde arter, men sandsynligvis hybrider som Duc van Tol Red and Yellow og Lac van Rijn. Dengang blev tulipaner ikke plantet på samme måde som i dag, hvor vi sætter løgene i klynger, for i Den Hollandske Renaissance satte man løgene enkeltvis med store mellemrum og omgivet af lave klippede hække, og så kunne man beundre hvert enkelt eksemplar fra alle sider.

I begyndelsen af 1600-tallet udviklede man nye tulipantyper, hvor mange var nye hybrider. De ensfarvede var populære blandt almindelige mennesker, fordi de var de billigste, men de rige foretrak stribede tulipaner og dem med flammemønster. Farvevariationerne skyldes en virus, der faktisk ødelægger løget efter nogle få år, men det vidste man ikke på det tidspunkt. En del af datidens fascination var faktisk, at man ikke på forhånd vidste, hvilke farver og mønstre blomsten ville få, og denne tulipanmani hærgede Holland fra 1620 og op til 1637.

Tulipanhandelen blev så ekstrem, at en husejer i Hoorn byttede sin ejendom væk for tre løg. To år senere blev et enkelt tulipanløg af Viceroy-varieteten byttet væk med to store tønder vin, fire tons smør, et tusind pund ost, en seng, nogle beklædningsgenstande samt et sølvbæger. Sorten Semper Augustus, der var hvid med røde flammer, gik det endnu værre med, for prisen steg hele tiden, så et løg, der i 1624 kostede 1.200 floriner, var steget til 10.000 floriner i 1637. Man solgte løg på forskud på veksler, som blev solgt igen og igen for et stadig større beløb, indtil markedet krakkede i 1637, da en gruppe løgkøbmænd pludselig ikke kunne få den sædvanlige inflationspris for deres løg. Rygtet spredtes lynhurtigt, og markedet kollapsede, og tusinder af rige forretningsmænd blev ruineret fra den ene dag til den anden.

Tulipanen var stadig populær, men i Europa fortsatte tulipandyrkningen i et mere behersket tempo, og i slutningen af det attende århundrede viste optegnelser, at man havde fremdyrket 800 navngivne sorter fordelt på 16 forskellige klasser.

Alle farvestrålende blomster var på mode i det nittende århundrede, og tulipanen var ingen undtagelse. Man fokuserede især på at skabe nye hybrider af Papegøjetulipanen med frynsede tofarvede kronblade.

I det tyvende århundrede blev der efter indviklede krydsbestøvningsprocesser lanceret høje, kegleformede, robuste tulipaner, og det må siges, at det er lykkedes til fulde. I dag opdeler man tulipanerne i 15 klasser baseret på deres form, og de fleste danske haveelskere er lige så glade for deres tulipaner, som hollænderne var for fire hundrede år siden, men heldigvis til en helt anden pris.

Hvis du vil nyde synet af de farvestrålende tulipaner så gå en tur i Fakultetets Have i april og maj måned og det er endda ganske gratis.