Jordbruget - grundlaget for dansk velfærd

Af Professor Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU

1858 falder midt i den såkaldte kornsalgsperiode. De store reformer af dansk landbrug, der var sket efter regeringsskiftet i 1784, havde skabt en gårdmandsklasse af selvejerbønder. De havde haft lidt hårde tider under Napoleonskrigene og den efterfølgende landbrugskrise, men inflationen op mod statsbankerotten i 1813 havde dog i meget høj grad været med til at reducere deres gæld. Og de havde måttet sætte sig i gæld for at købe den gård, de tidligere havde været fæstere på.

Hele perioden fra omkring 1830 til op i 1870 var således en god tid. I England var industrien blomstret op, og det betød store byer med arbejderkvarterer, der skulle brødfødes. Disse arbejdere havde endnu ikke råd til hverken bøffer eller bacon og æg, men måtte klare sig med kornprodukter. Korn var netop det, dansk landbrug producerede, og det var der altså god afsætning på.

Det var denne gode kornsalgsperiode, der sikrede etablering af den gårdmandsstand, der kom til at dominere dansk økonomi og politik langt op i det 20. århundrede. I 1872 blev gårdmandstanden rygraden i Det forenede Venstre, der var det største parti helt til efter 1. verdenskrig. I perioden 1844-1867 blev foruden Landbohøjskolen etableret 31 folkehøjskoler. Det var en folkelig, politisk og religiøs vakt landbefolkning, der kom ud af de økonomisk gode tider.

Derfor var landbruget også rustet til at modstå krisen, da kornpriserne i 1870erne og 1880erne faldt, da de nye jernbaner og dampskibe førte billig korn fra de opdyrkede amerikanske prærier ind på det europæiske marked. Produktionen blev hurtigt ændret til produktion af smør, æg og bacon. En produktion hvor billigt korn betød billigt foder. Og samtidigt var engelske industriarbejdere blevet så rige, at de ville have smør på brødet, og bacon og æg til morgenmad, så afsætningen var også i orden.