Danmark omkring år 1900

Af Sven Henningsen

Kilde: Sket nr. 1, 74

I Danmark var omkring år 1900 en økonomisk og social revolution med betydningsfulde politiske følger under udvikling. Mens landbrug og håndværk hidtil havde været eneherskende ved produktionen af levnedsmidler og forbrugsvarer, var industrialiseringen for alvor begyndt at sætte sit præg på landet.

Landbrugets position

Dette betød ikke, at landbruget var ved at sakke bagud og miste sin betydning for den danske økonomi. I midten af 1870'erne havde en alvorlig krise ramt hele det europæiske landbrug, da eksporten af billigt korn fra de store prærier i USA og Canada samt Latinamerika begyndte at vælte ind over de vesteuropæiske industrilande. Den konkurrence kunne de europæiske landmænd ikke klare. I nogle lande - fx Sverige og Tyskland - forlangte de højlydt, at staten skulle hjælpe dem i deres nød med toldbeskyttelse, og regeringerne imødekom deres ønsker. De danske gårdejere fulgte derimod det eksempel, der allerede tidligere var blevet givet af godsejere og proprietærer. De havde opgivet at avle korn og var gået over til kvægavl og producerede kød, smør og flæsk (bacon), som ikke alene kunne afsættes på hjemmemarkedet, men også eksporteres ti1 England til gode priser. Prisfaldet tvang de mindre bønder til at følge efter, og andelsbevægelsen holdt sit indtog i den danske produktion.

Andelsbevægelsen

Andelsbevægelsen kom til Danmark fra England, hvor nogle vævere i Rochdale i 1843 stiftede en forening, der skulle skaffe medlemmerne billige varer. I 1866 fik ideen fodfæste i Thisted, hvor der blev dannet en arbejderforening til fællesindkøb af varer. Den første "brugs" var oprettet, og fra byerne, hvor bevægelsen kun fik fåtallig tilslutning, bredte den sig til landsbyerne, hvor brugsforeningerne fik deres gennembrud i 1880'erne. Bønderne ville af økonomiske og politiske grunde frigøre sig fra den gamle afhængighed af provinsbyernes købmænd, som de hidtil havde solgt deres korn til og til gengæld fået forbrugsvarer, foderstoffer og, hvad man i dagligdagens sprog kaldte "posemøg", kunstgødning.

I "brugsen" var alle medlemmer lige. De valgte selv "uddeleren", og overskuddet blev fordelt mellem medlemmerne i forhold til deres indkøb. I løbet af 1880erne var der blevet oprettet 400 brugsforeninger, og før den første verdenskrig var antallet på landet kommet op på 1500, mens byerne stadig holdt fast ved deres kolonialhandlere og kun havde oprettet ca. 100 foreninger, fortrinsvis med arbejdere som medlemmer.

Mejeribrug

Erfaringerne fra "brugsen" gjorde det naturligt, at andelstanken blev bragt i anvendelse, da bønderne gik over til mejeribrug. De ville ikke levere deres mælk til herregårdenes mejerier eller til fællesmejerier, der var blevet oprettet og lededes af en forretningsmand. I 1882 fik den vestjyske mejerist Stilling-Andersen sat det første andelsmejeri i gang i Hjedding på Varde-egnen, og snart snurrede centrifugerne rundt om i landsbyernes mejerier, hvis skorstene begyndte at præge landskabet, snart efterfulgt af andelsslagteriernes. Andelshaverne i et mejeri eller slagteri skaffede de penge, der skulle til for at få mejeriet bygget. De var i fællesskab ansvarlige for driften, måtte dække underskuddet og delte overskuddet i forhold til den mængde mælk, de leverede. Spørgsmål vedrørende mejeriets drift blev afgjort på generalforsamlingen. Alt dette skete i en tid, hvor bønderne kæmpede for politisk demokrati. Røsterne, der ville stemme "efter høveder", dvs. antallet af køer, blev derfor dysset ned, og princippet om afstemning "efter hoveder" sejrede.

Landbohøjskolens rolle

Det kvalitetsprodukt, der fremstilledes på de danske andelsmejerier, var resultatet af et samarbejde mellem det videnskabelige arbejde på Landbohøjskolen i København og andelsmejerierne via konsulenterne, der ansattes i voksende antal og bragte den viden om mejeridrift, som erhvervedes i Landbohøjskolens laboratorier, ud på landet. Foregangsmændene i dette samarbejde mellem videnskab og landbrug var lærerne ved Landbohøjskolen, Segelcke og Fjord, hvis elever blev lærere på landbrugsskolerne, landbrugskonsulenter eller selvstændige landmænd.

En forudsætning for dette samarbejde mellem landbrug og videnskab, som foregik i disse økonomiske gennembrudsårtier, var den oplyste bonde. Han var resultatet af den almindelige tvungne folkeskole, men i særdeleshed af folkehøjskolen. Grundtvigs tanke fra 1840'erne om den store folkehøjskole for folket var blevet omsat i mange små folkehøjskoler. Her fik landboungdommen ikke alene en videre kulturhorisont, men lærte også om mejeridriftens fordele og andelsbevægelsens sociale betydning. I 1897 havde 65 % af formændene for andelsmejerierne og 90 % af mejeribestyrerne gået enten på højskole eller landbrugsskole.