Hundredeårsfesten i 1958

Af tidl. lektor Eigil de Neergaard, Institut for Plantebiologi, KVL

I 1958 fejrede Landbohøjskolen sit 100 års jubilæum. Jeg var kun 11 år dengang, men min far, der i 1927 havde afsluttet uddannelsen som landbrugskandidat, tog mig om aftenen med til området ved Bülowsvej, så jeg kunne overvære festlighederne. En stor oplevelse for en lille dreng.

Stegt okse på spid

Der blev stegt okse på spid foran beslagsmedjen, som lå i den gamle smedjebygning, beliggende vest for Søndre Sidebygning; helstegt okse havde jeg ikke havde set før, og jeg var helt vild for at smage det. Man kunne købe et stykke af det stegte kød, men den lange kø af ventende fik min far til at opgive, så den oplevelse gik jeg glip af.

Kendisunderholdning

Til gengæld må jeg have fået en god plads ved den forestilling, der var arrangeret i biblioteksgården, da jeg har en ret klar erindring om underholdningen. Den daværende biblioteksbygning lå nærmere hovedbygningen end den nuværende. I den smalle gård stod tilhørerne tæt, og der var der opstillet en scene langs den fløj af hovedbygningen, der forbandt denne med biblioteket.Som konferencier optrådte her den navnkundige og dengang meget populære radiovært Svend Pedersen. Det var før fjernsyn blev almindeligt (vi havde ikke sådant et hjemme før mange år senere), så det var spændende at se en person, jeg indtil da kun havde kendt gennem radioen, og som nærmest var en slags idol for mange, inklusive mig selv.

Af de optrædende kunstnere husker jeg kun den unge sangerinde, der præsenterede en meget berømt italiensk sang, senere kendt som en landeplage med et helt andet budskab (Vi har det - åh-åh, så dejligt, ååh-åh). Ved jubilæumsfesten på Landbohøjskolen blev den fremført på dansk, hvor vi i radioen hidtil kun havde hørt den med italiensk tekst og den kærlighedsmættede sidste tekstlinje, blev afrundet, tilsyneladende på sangerindens eget initiativ, med ordene ..for dig, intimt henvendt til de mange tilhørere. Svend Pedersen greb dette stikord og spurgte den unge dame, hvad hun mente med det. Det var sådan noget, jeg dengang opfattede som meget vovet.

Haven set med et barns øjne

Landbohøjskolehaven ved Bülowsvej var åben for publikum denne aften, og må have været illumineret. Her gik min far bagefter en tur med mig. Som barn oplever man afstande og størrelsesforhold helt anderledes. Jeg havde det indtryk, at vi i halvmørket måtte vandre over en lang dæmning gennem søen for at komme ud til øen med piletræet. Herude sad et tydeligvis forelsket par på bænken. Når jeg ser stedet i dag, er dimensionerne ikke så imponerende: det, der dengang forekom mig at være noget nær havet, er blevet til en dam, og den landværts forbindelse derud kan man tage i to skridt.