Miljøbeskyttelse på dagsordenen

Af Flemming Frandsen, tidl. professor i zoologi, KVL

Første gang, der blev råbt vagt i gevær omkring miljørisikoen ved manglende rensning af husholdningsvand, brug af gødning og frem for alt gift til bekæmpelse af sygdomme og skadedyr i afgrøderne var med Rachel Carsons Det stille forår i 1962, hvor konsekvenserne af brug af Parathion og andre insektgifte blev lagt frem.

Langsomt blev politikere og beboere klar over at der var begrænsning for, hvor meget skidt man kunne smide ud i naturen. I de århundreder da man i stor udstrækning baserede landbrugsdriften på naturens egne produkter, recirkulerede gødningsstoffer, bearbejdere jorden mekanisk etc., kunne uhensigtsmæssige ændringer i naturen hurtigt blive genetableret. Først da det industrielt blev muligt at lave kunstgødning i store mængder, og frem for alt gifte til sprøjtning mod sygdomme og utøj i planteavlen, opstod problemet og der begyndte at opstå irreversible tilstande i dyrkningssystemet.

Den umiddelbare forurening med ildelugtende vandløb, søer der blev grønne, lugt omkring svinestaldene, lossepladser, der lå som åbne sår i landskabet, kunne man forholde sig til og reagere på. Den mere skjulte, hvor farlige giftstoffer blev opmagasineret i jorden, langsomt nedsivende til grundvand etc. var imidlertid meget vanskeligere at forholde sig til. Det er dog siden 1970erne gået den rigtige vej på grund af en forøget politisk opmærksomhed og et dermed skærpet lovgrundlag.