Udstilling - Da kvægtuberkulosen kom til Danmark
En udstilling på KUB Frederiksberg
I bibliotekets seneste udstilling formidler vi gennem kulturarven et lille kig ind i kvægtuberkulosens betydning for landbruget og sundheden i Danmark, og hvordan Landbohøjskolen spillede en rolle i bekæmpelsen af sygdommen gennem forskning og undervisning.
En zoonose-epidemi længe før Corona
Vi har alle lige været igennem - og befinder os måske stadig i en pandemi forårsaget af en zoonose – altså en sygdom, der kan smitte mellem dyr og mennesker. Corona har fyldt meget de sidste år og verdensomspændende foranstaltninger blev sat i gang for at begrænse smitten. Tiltag, der har været med til at afbøde de videre konsekvenser af en ny sygdom. Igennem tiden har vi dog været igennem andre epidemier forårsaget af zoonoser.
En af disse var kvægtuberkulosen, der ramte Danmark i 1800-tallet. Ulig i dag tog det dog længere tid at udarbejde en forståelse for, hvordan sygdommen hang sammen, kunne bekæmpes og i sidste ende udryddes - selvom metoderne i høj grad viste sig at være de samme!
Kvægtuberkulose i Danmark
Tuberkulose – forårsaget af bakterien Mycobacterium tuberculosis med 3 varianter: menneske (typus humanuns), kvæg (typus bovinus) eller fjerkræ (typus avium) – var af stor samfundsmæssig betydning i den sidste halvdel af 1800-tallet og op gennem første halvdel af 1900-tallet.
Smitten begyndte at brede sig omkring 1850 og ramte de danske kvægbesætninger hårdt - og dermed mælke-og slagtekødsproduktionen. Kvægtuberkulose kunne smitte frem og tilbage mellem mennesker og dyr, og også mellem forskellige dyr. I datidens landbrug, hvor dyr og mennesker var tæt betød det mange muligheder for spredning af smitten. Således eksisterer der på Landbohøjskolen præparater ikke kun fra landbrugsdyr som svin og kvæg og høns, men også fra hunde og katte.
Det var forskelligt, hvor nemt tuberkulose smittede mellem forskellige dyr eller mellem dyr og mennesker. Det var også forskelligt, hvor alvorligt sygdommen udviklede sig alt efter smittevarianten – for eksempel kan høns kun smittes af fjerkrætuberkulose, mens de dog kan smitte kvæg. Kvæg smittet med fjerkrætuberkulose syntes ikke at kunne smitte andet kvæg, mens smitten med kvægtuberkulose internt i en kvægbesætning nemt spredte sig og blev alvorlig. Således var der komplekse smittegange, der skulle kortlægges. Det var også en betydelig problematik, at mennesker kunne smittes ved at færdes i en smittet kvægbesætning eller ved at indtage smittet mælk.
Koch, Bang og tuberkulinprøverne
Den tyske læge Robert Koch (1843-1910) opdagede i 1882 tuberkulosebacillen, men det var på det tidspunkt stadig uvist, hvordan sygdommen kunne bekæmpes. På basis af kulturer af tuberkulosebacillen opfandt Koch i 1890 tuberkulinet – en inddampet væske af tuberkulosebakterier.
Koch drømte om at tuberkulinet kunne bruges til helbredelse, men i stedet viste det sig at være et vigtigt middel i bekæmpelse af smittespredning – ganske som vi i dag kender det fra covid-tests. Tuberkulinvæsken kunne bruges til at afsløre om mennesker og dyr var smittede med tuberkulose, når man sprøjtede det ind i et dyr eller menneske, eller dryppede det på hud eller i øjet. Hvis mennesket eller dyret var inficeret med tuberkulose var der en reaktion med feber eller hævelse i huden eller en betændelse i øjets slimhinde. Var der ingen reaktion på tuberkulinet, betød det at der ikke var smitte.
Herhjemme tog Bernhard Bang (1848-1932), der var læge og dyrlæge og professor ved Landbohøjskolen i perioden 1880-1919, tuberkulinprøver i brug for at kunne teste hvilke dyr og besætninger, der var smittede.
Opskriften på tuberkulosefri besætninger
Bang indså, at en af metoderne til at få tuberkulosefri besætninger var så tidligt som muligt at få isoleret kalve fra den øvrige besætning og dermed holde dem smittefri – noget der dog udfordrede mange af datidens landbrug, da ikke alle gårde var store nok til at kunne adskille besætninger på den måde for at holde raske og syge dyr fra hinanden.
Også mørke, fugt og gødning gjorde sit til at tuberkulosebakterier kunne trives og overleve, og det var mange steder en udfordring, at de samme personer ikke måtte omgås både syge og raske dyr, da det stillede store krav til antallet af personer, der kunne omgås dyrene.
På en undervisningstavle er Bangs konkrete råd nedfældet (find originalen på 1. sal):
”De allerfleste Kalve fødes sunde. De smittes efterhaanden:
1: Gjennem Mælken.
2: Ved at staa i Stald med Tuberkuløst Kvæg.
Tuberkulose kan med Sikkerhed undgaas ved:
1: At give Spædkalve Mælk af sunde Dyr eller kogt Mælk, naar de er et Par Dage gamle.
2: At sørge for omhyggelig Pasteurisering af den skummede Mælk fra Mejeriet.
3: At holde de sunde Dyr i andre Rum end de Smittede. ”
Tuberculous leptomeningitis of the brain and spinal marrow from cattle. B. Bang, 1924.*1
Tuberkuløs betændelse i hjerne- og spinal meninges hos kvæg er sjældne, men de kan opstå, når tuberkelbakterier (Mycobacterium bovis) får adgang til centralnervesystemet gennem blodkar og lymfekanaler fra et område med tuberkulose et andet sted i organismen, ofte lungerne.
Tuberkuloselovene
Tuberkuloseloven blev vedtaget i 1898 for at bekæmpe tuberkulose i kvæg og indførte en mere systematisk brug af tuberkulinprøver og dyrlægebesøg for at opnå rensede besætninger. Der blev også efter 1905 nedsat tuberkulinforeninger, hvor lokale landmænd i et område organiserede sig med en dyrlæge om at bekæmpe tuberkulosen i deres besætninger.
Kvægtuberkulosen kan sætte sig i forskellige organer, og en af de mest smittefarlige former for tuberkulosen er yvertuberkulosen, der smitter både dyrebørn og mennesker gennem mælk. Råmælk må derfor ikke bruges, kun kogt mælk. En vigtig bestemmelse i Tuberkuloseloven blev derfor, at også al mælk, der blev tilbageleveret fra mejerierne til brug for kalve og smågrise skulle pasteuriseres.
Tuberkulosen hærgede dog stadig efter 1900 og op gennem 20erne og 30erne med store omkostninger for både mejerier og slagterier En ny tuberkuloselov blev vedtaget i 1942, der også omfattede svin og fjerkræ.
1952
Tiltagene virkede. I 1952 erklærede man kvægtuberkulosen for udryddet i Danmark, og over et halvt århundredes kontinuerlige kamp mod kvægtuberkulosen havde båret frugt.
Datidens forskning, undervisning og formidling – nutidens kulturarv
Sygdommens store betydning blev også afspejlet i Landbohøjskolens undervisning og forskning. Landbohøjskolen var med Bernhard Bang i front aktiv i bekæmpelsen af kvægtuberkulosen og sygdommens store betydning kan blandt andet ses afspejlet i antallet af undervisningsplancher og tuberkulosepræparater, som tidligere blev brugt i undervisningen.
I det hele taget var der i årene en væsentlig produktion af litteratur- og informationsmateriale om emnet. Både forskningsformidling til det veterinære miljø og formidling af mere folkelig karakter – både fra Landbohøjskolen men også Veterinærdirektoratet og andre offentlige instanser. Det ses også i bibliotekets samling, blandt andet med en større samling hæfter om emnet som er tilgået os fra Veterinærmuseet – herunder også et register fra 1936 over tuberkulosefri besætninger.
På Veterinærmuseet har man den dag i dag i Den Patologiske Samling mange præparater, der omhandler tuberkulose og som også helt ind på organplan afspejler det fokus, der har været i forskningen og undervisningen. Vi har lånt en række præparater fra Den Patologiske Samling til at supplere plancherne. Både plancher og præparater er unikt producerede på Landbohøjskolen med den faglige formidling for øje til de kommende agronomer og veterinærer, der skulle ud og i virkeligheden i datidens landbrug, slagterier og mejerier og bidrage aktivt til bekæmpelsen.
Kilder:
Madsen-Mygdal, Th. (1952): Landbrugets Ordborg. Håndbog for den praktiske landmand. 4. udg. Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag. S. 692-698.
Lyne, Olaf (2010): De kæmpede mod tuberkulose – og sejrede. Fra Ribe Amt, 2010, s. 5-14.
Stabsdyrlæge Friis, St. (1908): Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1858-1908. Festskrift ved Højskolens halvtredsindstyveaars jubilæum 24. august 1908. S. 252-295.